Bortfører stadig på fri fod

Trods mange reaktioner og en præcis rute har Nordjyllands Politi intet set til en mand, som onsdag kortvarigt bortførte en 10-årige pige.

Der er kommet omkring 15 henvendelser, men intet afgørende spor. Sådan lyder meldingen fra Nordjyllands Politi, efter de torsdag formiddag har været på jagt efter en mand, der onsdag tvang en 10-årig pige fra en skole ved Fjerritslev ind i sin bil og kørte rundt med hende. - Vi tjekker selvfølgelig alle henvendelser. Det drejer sig primært om folk, som har set noget mistænkeligt ved gerningstidspunktet, siger Lars Nørskov, vicepolitikommisær ved Nordjyllands Politi. Fra Svinkløvvej til Nørtorupvej Episoden skete, da den 10-årige pige havde fri fra skolen klokken 13. Her opholdt hun sig kort på skolen, hvorefter hun begyndte at gå hjem. Ud for bopælen blev hun stoppet af en mand i en bil, som tvang hende med på tur. De kørte ad Svinkløvvej mod Kollerup. Ved Fjerritslev kørte de mod øst ad hovedvejen. Her passerede de Nørtorupvej. Kort efter kørte manden ind på en vigeplads, hvor han vendte og smed den 10-årige af ved Nørtorupvej. Her gik hun hen til en veninde, og politiet blev alarmeret klokken 14.32. Solbrændt mand med skæg Har man set noget mistænkeligt i området på daværende tidspunkt, hører Nordjyllands Politi gerne nærmere på 114. Manden beskrives som cirka 40 år, 180 centimeter høj, dansk, solbrændt og med mørkt, krøllet skæg om munden og hagen. Han kørte i en lille sportsvognslignende bil. - Det er svært at sige, om vi finder ham. Vi gør alt, hvad vi kan, siger Lars Nørskov. Se her, hvor de kørte Vis stort kort