Bortførelser

Bortført pige hjemme hos mor

En otte-årig pige er nu hjemme hos sin mor igen efter et år i udlændighed sammen med faderen.

19. december sidste år politianmeldte moderen bortførelsen af den dengang kun syv-årige pige - og der skulle gå næsten 12 måneder før mor og datter kunne genforenes. Det skete, da faderen - en 38-årig iraker - blev anholdt i Frankfurt for 14 dage siden. I går blev han i Byretten i Frederikshavn varetægtsfængslet i fire uger sigtet for bortførelse af sin datter. De faktiske omstændigheder var svære at bortforklare for den 38-årige, der er skilt fra pigens mor. For det første har pigen været borte i et år og for det andet var faderen sammen med hende, da han blev anholdt i Frankfurt Lufthavn. Her ankom han fra Damaskus i Syrien. I retten forsøgte han at sandsynliggøre, at han ikke vidste, at han gjorde noget forkert. Således understregede han, at han var på vej til Danmark, da han blev pågrebet. - Vi tror ikke på mandens forklaring, og det er blandt andet derfor, vi begærede varetægtsfængsling i sagen, siger politiassessor Torben Kaufmann fra Anklagemyndigheden. En anden væsentlig grund er frygten for, at manden hurtigst muligt ville rejse ud af Europa igen. - Og der er samtidigt en frygt for, at han kunne forsøge at tage datteren med igen, siger Torben Kaufmann. Den otte-årige pige blev straks efter faderens anholdelse fløjet til Danmark og forenet med sin mor efter et års adskillelse. Politiet i Frederikshavn udsendte allerede i januar en arrestordre på den 38-årige, og anholdelsen i Frankfurt viser, at Schengen-samarbejdet fungerer. - Samarbejdet indebærer, at folk, der kommer fra ikke-Schengenlande til Schengenlande får et særlig grundigt tjek - og anholdelsen af den 38-årige iraker viser, at vores system fungerer utrolig godt, siger vicekriminalinspektør Frederik Møller, Frederikshavn Politi.