Bortvisning koster penge

Der skal ansættes to mand til at efterfølge bortvist direktør

AARS:Bortvisningen af direktøren for Aars Elforsyning Hans Henrik Haslev kommer formentlig til at koste både el- og vandforbrugerne penge. Mens Hans Henrik Haslev har stået for den daglige drift af såvel el- som vandforsyning bliver stillingen nu delt op. Det betyder, at der skal ansættes to mand til at efterfølge ham, en med ansvar for driften af vandværket og en for elforsyningen, men administrationen vil fortsat være fælles. - Det samarbejde bliver der ikke ændret på, fastslår formanden for Aars Vandværk Jørn Nøhr, der også er med i bestyrelsen for Aars Elforsyning. Det er et samarbejde, der går næsten helt tilbage til oprettelsen Aars Vandværk, der har 100 år på bagen, og Aars Elforsyning, der runder de 100 næste år. Jørn Nøhr oplyser, at vandværkets bestyrelse har overtaget den daglige drift, og formanden er på kontoret hver dag, indtil der bliver ansat en ny leder. Fyret i Nibe og Hornum Bortvisningen af Hans Henrik Haslev kommer også til at berøre Nibe og Hor- num elforsyninger, som Aars Elforsyning har et nært samarbejde med. Hans Henrik Haslev var nemlig ansat begge steder som driftsleder og bortvisningen kom som en overraskelse for de to formænd. - Jeg blev orienteret om mandagen som bortvisningen var sket om lørdagen, fortæller Leif Carlslund, der er formand for Nibe Elforsyning. - Det var en betingelse for Hans Henrik Haslevs ansættelse, at han også var i Aars Elforsyning, derfor har vi været nødt til at sige ham op. Det er sket på normale vilkår og nu er han fritstillet, siger Leif Carlslund. Nogenlunde samme melding kommer fra Jørn Lassen, der er formand for Hornum Elforsyning. - Vi er nødt til at afskedige ham, men det bliver en opsigelse af de sobre, fortæller han. - Hans Henrik Haslev får sin opsigelse 1. marts med løn i fire måneder, hvor han er fritstillet, tilføjer han. Samarbejdet mellem elforsyningerne er ikke så tæt, at de to formænd har fået noget at vide om baggrunden for bortvisningen. Det har Ledernes Hovedorganisation til gengæld efter at have bedt om en redegørelse fra Aars Elforsyning. Den har de modtaget og det er nu op til deres advokat Niels Nehrkorn at vurdere, om bortvisningen uden løn er berettiget. Hvis det er tilfældet, står den ved magt. Hvis ikke har Hans Henrik Haslev krav på den løn han skulle have haft i opsigelsesperioden, ligesom han kan rejse krav om erstatning for uberettiget opsigelse.