Fjerritslev

Bortvist ebh-direktør igen direktør

Det firma, Finn Strier Poulsen i dag står i spidsen for, kender dog intet til ham

Finn Strier Poulsens er nu direktør i selskabet Gecco Partner Aps. Arkivfoto: Hans Christian Jacobsen

Finn Strier Poulsens er nu direktør i selskabet Gecco Partner Aps. Arkivfoto: Hans Christian Jacobsen

FJERRITSLEV: Finn Strier Poulsen havde sidste arbejdsdag som administrerende direktør i ebh bank 26. september 2008.
Og på trods af en belastende advokatrapport, en erstatningssag til 700 millioner kroner, flere sager om økonomisk kriminalitet under efterforskning og nu en tiltale for grov kursmanipulation, så har den tidligere så højt profilerede nordjyske bankmand siden da været totalt tavs om sin rolle i en af de største nordjyske erhvervsskandaler nogensinde.

Er flyttet

Siden marts i år har Finn Strier Poulsen haft folkeregisteradresse i Helsingør, hvor han bor til leje i en strandsvejsvilla.
Mens Finn Strier lejer sin nye nordsjællandske bopæl, så står han fortsat som ejer på sin gamle adresse i Fjerritslev. Huset på Tennisvej er i henhold til den seneste offentlige vurdering 2,3 millioner kroner værd.
Herudover har Finn Strier sammen med en partner ejet en ejerlejlighed på Tuborg Boulevard i Hellerup. Ejerlejligheden blev tidligere i år solgt for godt syv millioner kroner.

Registreret som direktør

Samtidig med flytningen fra Fjerritslev til Helsingør i marts i år, dukker Finn Strier Poulsens navn op som registreret direktør i det nystiftede selskab Gecco Partner Aps med kontoradresse i Næstved. Der er ingen oplysninger om, hvad Gecco Partner beskæftiger sig med.
Da NORDJYSKE ringer til Gecco Partners kontor, svarer en kvinde, at hun intet kender til Finn Strier på trods af, at han står registreret som direktør i selskabet.
- Det kan jeg ikke hjælpe dig med, lyder beskeden.

Fire stiftere står bag

Finn Strier Poulsen har dog en tydelig forbindelse til personkredsen bag Gecco Partner, hvor han angiveligt er direktør.
Selskabets stiftere er Finn Strier Poulsens søn, Anders Strier Poulsen, Niels Martin Nielsen, Kim Michael Nielsen og den nordjyske erhvervsmand Francois Grimal fra Thisted, der har været tilknyttet ebh bank.
Kim Michael Nielsen driver sin egen virksomhed - Kimini Holding - fra den samme adresse i Næstved, hvor Gecco Partner er registreret med kontoradresse. Niels Martin Nielsen er den person, som Finn Strier Poulsen indtil tidligere i år ejede en lejlighed i Hellerup sammen med.
Det har fortsat ikke været muligt at træffe Finn Strier Poulsen.
Tidligere på året sagde Finn Striers advokat til NORDJYSKE, at ”Finn Strier Poulsen afviser både de erstatningskrav, der er blevet rettet mod ham, og at han har gjort noget ulovligt i de sager, som Bagmandspolitiet efterforsker”.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.