Borup

Borup på pointjagt

LÅSTRUP:Efter 25 års fravær kunne Borups førsteholdsherrer i fodbold gøre comeback til serie 1 i ugen før påske. Premierekampen mod Skjern, som bl.a. bød på debut til Esben Nielsen og Nick Hansen, sluttede 1-1. Knap så godt gik det derimod i påskeferien, hvor Låstrup-mandskabet blev slået med hele 4-1 af Holstebro. Slutcifrene gav imidlertid ikke noget reelt billede af kampen, da Borup tilspillede sig mange oplagte chancer, som med lidt held havde givet mål. Efter de to første spillerunder er situationen den, at Borup med blot et point er placeret blandt rækkens bundhold. Træner Lars Wetter og hans spillere har dog muligheden for revanche allerede lørdag eftermiddag, hvor de på eget græs skal møde Herning Fremad. Gæsterne kommer til Låstrup Stadion med tre point i bagagen.