Bosnien‑Hercegovina

Bosnien-tur må rykkes et døgn

HSH skal i kvartfinalen for at tjene penge på europæisk eventyr

AALBORG:En fax fra Bosnien har skabt hektisk aktivitet i Aalborg HSH forud for håndboldligaholdets europæiske debut. I en lille uge planlagde HSH rejseprogram m.m. på basis af en telefonisk aftale med HC Gracanica Index om, at den første 1/16-finale skulle spilles på bosnisk grund lørdag 9. november, men forleden dukkede en fax op med besked om, at kampen først afvikles søndag 10. november kl. 17. - Bosnierne undskyldte pænt, at de har ændret tidspunktet på grund af direkte transmission i det nationale tv. Da hjemmeholdet bestemmer, om der skal spilles lørdag eller søndag, accepterer vi flytningen uden videre, og heldigvis er det uden større sværdslag lykkedes at få rejseplanen forskudt nøjagtig et døgn, siger HSH-sportschef Jan Larsen. Han er indstillet på, at klubben må notere et underskud på de to opgør mod Gracanica. Foruden rejsen til den første kamp skal HSH dække bosniernes opholdsudgifter ved returkampen i Aalborg Stadionhal lørdag 16. november kl. 15. Det giver en samlet udgift på ca. 140.000 kr., som entréindtægten på hjemmebane og tilskud fra håndboldforbundets Europa Cup-fond næppe kan udligne. - Overlever vi både 1/16-finale og 1/8-finale er vi til gengæld garanteret tv-transmission i kvartfinalen med udsigt til en sekscifret indtjening, konstaterer Jan Larsen, der har fuld forståelse for, at TV2 16. november satser på andre kampe end HSH-Gracanica. Det europæiske håndboldforbund har i øvrigt udpeget dommere fra små håndboldnationer til begge opgør mod bosnierne. Matchen i Gracanica skal ledes af et tyrkisk par, mens returkampen fløjtes af estiske dommere.