Tyverier

Bosniere fængslet efter indbrud i Brovst

Politiets lange arm fangede to af tre gerningsmænd kort efter

BROVST:To bosniske mænd, der blev anholdt af politiet ved Arentsminde natten til fredag efter et indbrud hos Matas i Brovst, blev i går i et grundlovsforhør varetægtsfængslet i tre døgn, oplyser Løgstør Politi. Det sker af hensyn til den yderligere efterforskning blandt andet i forbindelse med flugtbilen. En tredje mand, som var i bosniernes bil, slap væk, da de to andre blev anholdt, og han eftersøges stadig. Et vidne anmeldte kl. 10 minutter i tre natten til fredag, at tre personer var ved at bryde ind i Matas-forretningen i Jernbanegade 39 i Brovst. De forsvandt kort efter i en hvid VW Golf, som blev set af en patrulje fra Aalborg, der var på vej til indbruddet i Brovst. Anholdt to mænd Betjentene fulgte efter bilen og kunne kl. 10 minutter over tre anholde to af mændene ved Arentsminde, hvor de havde forladt bilen. Der var indbrudsværktøj og kosmetik i bilen. De stjålne varer er leveret tilbage til Matas. Bosnierne kom ind i forretningen fra bagsiden ved at smadre en rude. Det er tredje gang på et år, at Matas-indehaver Torben Poulsen har haft indbrud. For et års tid siden blev der stjålet varer for ca. 125.000 kr. i hans forretning i Fjerritslev. I juni i år var der indbrud i forretningen i Fjerritslev igen med et udbytte på 250.000-300.000 kr.