Bosniske serbere tager nyt skridt mod selvstændighed
Bosniske serbere kan med ny afgørelse i parlament trække sig fra centrale institutioner i Bosnien-Hercegovina.

Milorad Dodik, Serb member of the Presidency of Bosnia and Herzegovina speaks during interview in his office in Banja Luka Dado Ruvic/Reuters
Parlamentet i Republika Srpska, der er den serbiske del af Bosnien-Hercegovina, har fredag taget et nyt skridt mod mere selvbestemmelse.
Et flertal i parlamentet har således vedtaget at starte arbejdet med en reform, som skal lade bosniske serbere trække sig fra balkanlandets fælles militære styrker, skattesystem og retsvæsen.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Trækket kan på sigt komme til at svække Bosnien-Hercegovinas centrale institutioner.
Serberen Milorad Dodik, der er en af Bosnien-Hercegovinas tre præsidenter, har i længere tid arbejdet for, at Republika Srpska skal løsrives fra balkanlandet og i stedet blive en del af Serbien.
På det seneste har han optrappet sin kampagne med støtte fra Serbien og Rusland. Omvendt har USA og andre lande truet med sanktioner, hvis Dodik gennemfører sine planer.
Forslaget blev fredag stemt igennem med 49 stemmer for og tre imod.
De fleste lovgivere i oppositionen boykottede afstemningen, fordi Dodiks drømme om løsrivelse ifølge dem ikke kan lade sig gøre, uden at der bryder nye kampe ud i landet, der tidligere har været hærget af konflikter mellem etniske grupper.
Milorad Dodik siger ifølge AP, at fredagens afstemning er "historisk" og tilføjer, at den vil styrke Republika Srpska.
I en udtalelse kalder han samtidig Bosnien-Hercegovina for en stat, "der kun eksisterer på papiret". Han opfordrer også til en folkeafstemning om, hvorvidt Republika Srpska skal have sit eget militær, skattevæsen og en ny forfatning.
Republika Srpska har fungeret som en serbisk ministat i Bosnien-Hercegovina, siden den blev dannet som en del af en USA-støttet fredsaftale, der gjorde en ende på krigen i Bosnien i 1995.
Under krigen mellem serbere, kroater og muslimer fra 1992-1995 blev omkring 100.000 mennesker dræbt. Samtidig blev millioner fordrevet.
Den anden del af Bosnien-Hercegovina udgøres af den muslimsk-kroatiske føderation.
/ritzau/