Lokalpolitik

Boss på lånt tid

SÆBY:Viceborgmester Erling Thomsen (S) måtte hurtigt træde til, da borgmester Folmer Hansen (V) blev indlagt og tog sygeorlov frem til november. - Jeg var i Grønland med mit firma og brugte to dage med adskillige flyskift på at komme hjem. Jeg var tilbage natten til tirsdag. Senere samme dag kunne jeg kalde mig fungerende borgmester, fortæller Erling Thomsen. Han regner med at have jobbet som kommunens førstemand på lånt tid. Men han kommer til på det tidspunkt af året, hvor en borgmester har sin måske største opgave overhovedet. Nemlig budgetlægningen for kommunen det følgende år. I Sæby drejer det sig om et "husholdningsbudget" på cirka en halv mia. kroner. - Det er et kæmpe ansvar, og jeg går til opgaven med både stolthed og ydmyghed. Men jeg er heldigvis ikke alene om det. Budgetlægningen er en stor opgave for hele byrådet, siger Erling Thomsen. Han lægger dog ikke skjul på, at det i vid udstrækning er en bunden opgave. De fleste udgifter giver sig selv, og regeringen har kommunerne i stramme tøjler og tillader ikke skatte- og afgiftsstigninger. - Det betyder, at vores handlefrihed er begrænset. Men vi kan stadig prioritere indenfor rammerne, og det kommer vi sikkert også til at gøre. Besparelser vil der næppe blive tale om, men hvis et område skal have et løft, må vi nødvendigvis tage pengene fra et andet, siger Erling Thomsen. Han er glad for, at kommunens økonomi ser fornuftigt ud, og understreger, at et anlægsbudget i størrelsesordenen 10 mio. kroner er flot for en kommune af Sæbys størrelse. Næste år er biblioteksbyggeriet og renoveringen af skolerne de helt store anlægs-klumper. - Jeg vil følge Folmers linie i arbejdet. Der vil ikke ske nogen revolution, men selvfølgelig er vi forskellige mennesker, der agerer forskelligt. I Sæby Kommune er der et stort borgerligt flertal, og det vil jeg respektere. Jeg vil ikke begynde at føre rød, socialdemokratisk politik, siger Erling Thomsen.