Bossernes afsked gør Superligaen fattigere

Flere af de mest profilerede fodboldbosser er stoppet i Superligaen. Det svækker ligaens PR-værdi.

1. marts 2013 17:50 - Opdateret 1. marts 2013 17:53

Bossernes afsked gør Superligaen fattigere

Rapkæftede fodboldbosser med store armbevægelser er efterhånden en uddøende race i dansk fodbold.

Med Jens Ørgaards afgang i FC Midtjylland, Per Bjerregaards endegyldige exit i Brøndby og Lynge Jakobsens snarlige farvel i AaB er der ikke mange koryfæer tilbage.

Det gør Superligaen kedeligere, vurderer sponsorrådgiver i Promovator, Simon Bastiansen.

- De profiler er tabt for dansk fodbold. Det er en skam for Superligaen. Det var groft sagt den gamle garde, som ikke var skolet på samme måde, som mange af de nye er det.

- De nye lader det køre igennem en pressechef og får skrevet det helt rent for kommafejl og bandeord og de største bommerter, siger Simon Bastiansen.

AaB-sportsdirektør Lynge Jakobsen er den seneste kulørte fodboldboss til at trække stikket ud, efter at han har meldt sin afgang til sommer.

- Man kan som sponsor godt savne den lidt mere farverige PR på godt og ondt.

- Det er nogle fyrtårne, nogle lidt større end andre, der er stoppet. Og nogle er nærmest legender - Lynge Jakobsen er en nordjysk legende, mener Bastiansen.

Han har siddet til møde med de fleste danske fodboldbosser på vegne af forskellige virksomheder og savner flere fodboldledere med spræl i. Lige nu er der ved at opstå et vakuum.

- Superligaen bliver lidt mere grå og trist. Det tror jeg også, at mange af virksomhederne synes. Der går lidt for meget HR i den. Det hele skal tjekkes og godkendes. Det er passionen, der forsvinder her. Fodbold er jo passion.

- Man må godt være sur, når man har tabt og juble, når man har vundet. Udtalelserne bliver meget DBU-agtige. Der er nogle koryfæer, som stopper, og så bliver det en lille smule fattigere, konstaterer Bastiansen.

Reinholdt Schultz, administrerende direktør og partner i kommunikationsbureauet Mannov, mener, at det på sigt er sundt med udskiftningen blandt bosserne.

- Jeg tror, at man skal tage det som et udtryk for en modning af den professionelle idræt. Hvis man går 10 eller 20 år tilbage, så man det samme i erhvervslivet, hvor der var nogle meget stærke personligheder.

- I dag findes de også, men de er bevidste om ikke at være hele brandet. Lynge og Ørgaard har været de stærke personer og ansigterne udadtil. Det har en masser styrker.

- Men det har også den svaghed, som man senest har set i Brøndby med Per Bjerregaard. Når tingene krakelerer, så falder det, der har været klubbens store styrke - brandet - også meget lettere fra hinanden, forklarer Schultz.

Superligaen genoptages med aftenens opgør mellem AaB og Silkeborg i Aalborg. Kampen går i gang klokken 18.30.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...