Bostøtte skal ensrettes

Nye retningslinjer skal både definere hvad, hvordan og hvor længe, sindslidende skal have bostøtte.

Lise Stenbro
- Det behøver ikke være negativt. For den enkelte sindslidende kan en udmelding om, hvad det er, vi vil arbejde på - for eksempel i forhold til jobtræning og aktiviteter - godt være positivt, siger Tina French Nielsen (V), ældre- og handicaprådmand.
Handicappede 16. september 2010 18:01

Fremover bliver serviceniveauet for den socialpædagogiske støtte til sindslidende, som har brug for hjælp til at klare sig i eget hjem, måske lidt mere ensartet. Det lægges der i hvert fald op til i en kvalitetsstandard, som ældre- og handicapudvalget i Aalborg Kommune behandlede i går. Standarden skal også godkendes af familie- og socialudvalget, og ifølge rådmand Tina Franch Nielsen (V) er der flere fordele ved, at de to forvaltninger nu får fælles normer. - Det handler blandt andet om at få defineret, hvad det er, vi vil, forklarer hun. - Hidtil har man f.eks. bare fået tildelt to en halv times støtte. Men hvordan og til hvad tiden skulle bruges, har været helt op til den enkelte bostøttemedarbejder. Og det vil vi gerne definere lidt nærmere nu, fortsætter hun. Ifølge rådmanden handler det også om at få formuleret, hvad det er, man vil opnå med støtten. Og det hænger godt sammen med spareplanerne på handicapområdet, hvor det bl.a. foreslås at udsluse folk fra bostøtte tidligere. - Det behøver ikke være negativt. For den enkelte sindslidende kan en udmelding om, hvad det er, vi vil arbejde på - for eksempel i forhold til jobtræning og aktiviteter - godt være positivt, siger Tina French Nielsen. Hun understreger, at sindslidelse naturligvis ikke er noget, man skal spøge med. Men det behøver på den anden side heller ikke være noget, man aldrig får det bedre med. - Der kan godt ligge et positivt signal i, at vi faktisk tror på, at du kommer til at klare dig selv, siger hun. - For den tro kan måske være afgørende for de mange, som ikke tror ret meget på sig selv, tilføjer hun. Udover planerne om at kigge nærmere på den nuværende udslusning, arbejdes der også med tanker om at gruppe-bostøtte og støtte via telefonsamtaler. Og ifølge Tina French Nielsen har forvaltningen også sikret sig, at familie- og socialforvaltningen ikke sætter overliggeren højere, end ældre- og handicapforvaltningen har råd til efter de seneste besparelser.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...