Dronninglund

Botræningsstedet på Multebærvej klar til indflytning 1. april

DRONNINGLUND:Det kommende bofællesskab på Multebærvej 34 i Dronninglund er godt igang med at tage form med de fem lejemål. Det kommende botræningssted for unge, der vurderes at have "starthjælp" til at stå på egne ben, regnes med at være indflytningsklar til 1. april i år. Social- og sundhedsudvalget i Dronninglund Kommune har nedsat en arbejdsgruppe, der skal få projektet op at stå, og det anbefales, at der ansættes en støtte/kontaktperson med 30 timer ugentligt, hvor timerne fordeles mellem de unge i bofællesskabet og unge andre steder. - Der er fem lejemål, men dobbelt så mange som gerne vil ind, fortæller formanden for udvalget, Inger Pedersen (S). De unge, som flytter ind kommer fra en "broget skare", forstået således, at det er unge, som har brug for opbakning til en daglig tilværelse, der fungerer. De vil typisk være omkring de 18 år, og mangler den tryghed og nærhed i hverdagen, som er de fleste unge forundt. - Støttetimerne kan være noget ganske enkelt som at få hjælp til at sætte privatøkonomien i orden, få betalt sine regninger, komme op til tiden, få vasket sit tøj og så videre. Dette underbygges med, at de unge har nogle arbejdstimer på værkstedet på Karelvej, underbygger Inger Pedersen. Arbejdsgruppen har besluttet, at der skal foregå et samarbejde mellem den ansatte i bofællesskabet og den ansatte i basisprojektet, da der kan være behov for at dække ind ved ferie og lignende. Endvidere oprettes en følgegruppe til bofællesskabet. Det er også arbejdsgruppen, som står for visiteringen af beboerne. Bofællesskabet, som også betegnes som botræningsstedet, har været længe under vejs. - Botræning i nærmiljøet er noget, vi forventer os meget af. Der kan være så mange ting for et ungt menneske, som kan gå galt, så det kan være svært at komme på banen igen, siger Inger Pedersen. Der er ikke sat begrænsning på, hvor længe et lejemål skal være. Det bliver efter behov. Det er Boligselskabet Østvendsyssel, der administrerer husleje og lignende, og den er forskellig alt efter størrelsen på lejligheden/værelset. Udvendig vedligeholdelse fortages af basisgruppen.