Bowling klub er højdespringer

Svømmeklubberne bløder, mens bowling klub, ungdomsklubber og gymnastikforeninger forgyldes af ny tilskudsordning.

Lars Christensen
Du kan erhverve dig din helt egen bowlingbane helt gratis - på visse betingelser. Arkivfoto: Henrik Bo
Atletik 20. september 2011 11:58

Svømmeklubberne i Hjørring står til at miste tusindvis af kroner, hvis en ny fordelingsnøgle til fordeling af tilskud til de folkeoplysende foreninger bliver godkendt på byrådsmødet onsdag aften. Men en række foreninger venter, i modsætning til svømmeklubberne, spændt på vedtagelsen af den nye fordelingsnøgle. De vil nemlig kunne se frem til væsentligt flere tilskudskroner, hvis den nye tilskudsordning bliver vedtaget. Øverst på listen over de foreninger, der procentvis får mest ud af den nye fordelingsnøgle, ligger Hjørring Bowling Club. Med den nye fordelingsnøgle vil de kunne hæve 1233 kroner mere i tilskud end med den nuværende fordelingsnøgle. Formand for Hjørring Bowling Club, Jesper Jensen, kender ikke noget til den måske kommende tilskudsstigning, men er glad for udviklingen. - Vi blev skåret kraftigt efter kommunesammenlægningen, så det er glædeligt, at det går den anden vej igen. Men i kroner og øre, så betyder 1233 kroner stort set ingenting, fortæller han. Oprykning i vente Hvor den nuværende fordelingsnøgle har hele seks kategorier til inddeling af foreninger, har den nye kun tre. Kategori 1 indeholder holdsport, kategori 2 indeholder enkelmandssport og kategori 3 indeholder mindre sportsgrene, ungdomsklubber, spejdergrupper og diverse. En lang række foreninger, der nu ligger helt nederst i pointskalaen, kan se frem til at ordentligt oprykning, når de fire laveste kategorier erstattes af den nye samlede kategori 3. Så stiger pointsatsen nemlig fra et minimum på 64 til et på 224. For de små sportsgrene og ungdomsklubber, vil det betyde mellem 699 og 12.869 mere i tilskud. De nitten foreninger, der sammen med Hjørring Bowling Club udgår top 20 over højdespringer i tilskudssystemet, vil i alt kunne høste cirka 66.000 kroner mere i tilskud. Samler sportsgrene En række sportsforeninger kan også se frem til mere tilskud. Det gælder blandt andet for gymnastikforeninger, bordtennisklubber og golfklubber. Fælles for dem alle er, at de hører ind under de fire mindste kategorier i den nuværende ordning. Men hvis den nye fordelingsnøgle godkendes, så står de til at blive hævet op i den nye kategori 2, så man får samlet de fleste enkeltmandssportsgrene. Foreningerne får nu mellem 64 og 224 point per medlem, men med den nye fordelingsnøgle, vil de fast få 344 point per medlem. Efter planen vil den nye fordelingsnøgle blive taget op på byrådsmødet på onsdag klokken 18.00.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...