Danmark

Boykot mod to danske firmaer

[ To danske virksomheder er foreløbig blevet ramt af vareboykot i saudiske supermarkeder. Det sker som en reaktion på offentliggørelsen af videooptagelser, hvor medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom gør grin med profeten Muhammed. - Vi har indtil videre hørt om to danske firmaer, der har fået fjernet deres varer fra hylderne, siger Anders Ladefoged, der er afsætningspolitisk chef i Dansk Industri. Han ønsker ikke at oplyse, hvilke to virksomheder det drejer sig om, men krydser fingre for, at boykotten ikke spreder sig til andre butikker og muslimske lande, som det skete under seneste Muhammedkrise. - Der er heldigvis foreløbig kun tale om to butikker, og vi har noteret os, at den danske regering klart har taget afstand fra videooptagelserne, og kan nu bare håbe, at tingene ikke eskalerer, siger Anders Ladefoged. Den seneste boykot af danske varer i de muslimske lande har ifølge DI’s beregninger kostet danske virksomheder tæt på en milliard kroner i tabt eksport. Dertil kommer store tab hos danske virksomheder med lokal produktion i de arabiske lande, hvor især mejerigiganten Arla blev hårdt ramt. Denne gang ser det dog ud til, Arla er gået fri.- Vi har indtil videre ingen meldinger om, at vores varer skulle være blevet fjernet fra hylderne i Saudi-Arabien eller andre muslimske lande, siger kommunikationschef Astrid Gade Nielsen, Arla. /ritzau/