EMNER

Boykot vil ikke virke

Der er mange gode grunde til at protestere mod de kinesiske magthaveres fremfærd. Og en spontan reaktion fra mange er, at man skal gøre det ved at boykotte OL i Beijing.

Men der er to helt afgørende forudsætninger for, at international boykot af en hvilken som helst art kan nå sit mål ¿ hjælpe dem, der hjælpes skal: Vil en enig verden stå bag? Og vil et stort flertal af befolkningen i det boykottede land være enig og stå bag? I tilfældet Sydafrika, som med rette ofte fremhæves, var disse to forudsætninger til stede. De er overhovedet ikke til stede i tilfældet Kina. Omverdenen er bestemt ikke enig i en boykot; de store landes repræsentanter vil møde op til OL; de multinationale virksomheder vil heller ikke boykotte; de elsker tanken om, at alle kinesere en dag får råd til at købe netop deres varer. Og det helt overvældende flertal af kineserne ¿ uanset om de er varme tilhængere eller stille modstandere af magthaverne - vil føle på nationens vegne føle sig dybt forulempede over en OL-boykot. Hvis målet er at påvirke Kina til åbning, øget frihed, respekt for den enkelte kineser og hendes eller hans rettigheder, så viser al erfaring, at dialog og udveksling på alle planer virker ¿ og påvirker. Det helt centralt, at danske ministre eller politikere altid, når de møder deres kinesiske kolleger, engagerer kineserne i dialog om respekt for menneskerettighederne og fremfører kritik af krænkelser. Fremskridt sker ofte meget langsomt. Men de sker. Drivkraften i de helt uomtvistelige forbedringer i den enkelte kinesers muligheder og rettigheder, der er sket gennem de seneste 30 år, har været Kinas åbning mod omverdenen; at stadigt flere kinesere kommercielt, kulturelt, sportsligt, som studerende eller turister osv. er kommet i forbindelse med verden uden for. Og at millioner af vesterlændinge er kommet den anden vej. Dalai Lama kender kineserne. Og han opfordrer alle og enhver til netop at tage til Beijing til OL og benytte ved enhver anden lejlighed til samtale, for at vise venskab, udveksling og vilje til fremskridt. Og så, når man er der, kan man påvirke og kritisere. Amnesty International siger det samme. Dér ved man også, at megafonkritik og skæld ud har aldrig nogen sinde virket til fordel for større respekt for menneskerettighederne i Kina i almindelighed og Tibet i særdeleshed.