Turisme

Boykotten preller af på tyskerne

Tyskerne kommenterer grænsekontrollen, men de kommer alligevel til Danmark

Opfordringen til tyske ferierende om at boykotte Danmark som feriemål og i stedet tage til Østrig eller Polen preller åbenlyst af på de tyske turister. Det var Europaministeren i den tyske delstat Hessen, der tirsdag kom med sin boykotopfordring i den tyske avis "Bild". Ifølge feriehusformidler Jan Brusgaard fra Feriepartner Thy i Vorupør har endnu ingen af hans tyske gæster aflyst deres rejse til Danmark. - Enkelte har kommenteret beslutningen om toldkontrollen, som de mente var en kedelig udvikling. Men der har også været en del, der har sagt, at de ville ønske, at Tyskland gjorde det samme, siger Jan Brusgaard. Jan Brusgaard oplever faktisk, at tyskerne efter nogle sløje år er ved at vende talstærkt tilbage til Thy. - Hvis alt går, som det ser ud til lige nu, så får vi i år en fremgang på mellem syv og otte procent. Og det er tyskerne, der står for fremgangen, siger Jan Brusgaard. Han krydser derfor fingre for, at det tyske opsving vil bide sig fast. - I den forbindelse vil det da være kedelig, hvis debatten om grænsekontrollen vil bremse den fremgang, vi oplever i forhold til tyske turister, der måske er af den opfattelse, at danskerne er blevet mindre gæstfrie, siger han.