Bradford siger nej tak til europæisk fodbold

Bradford City har slet ikke råd til at spille med i Europa League, siger bestyrelsesmedlem Mark Lawn.

Bradford siger nej tak til europæisk fodbold

Når Bradford og Swansea søndag spiller finalen i den engelske Liga Cup, spiller de også om den plads i Europa League, der er reserveret til vinderen.

Men skulle Bradford fra den fjerdebedste række gå hen og overraske, vil svaret på invitationen fra det europæiske fodboldforbund Uefa blive et nej.

Det siger bestyrelsesmedlem Mark Lawn ifølge The Sun. Han er bange for, at et europæisk eventyr kan kaste klubben ud i økonomisk uføre.

- Jeg vil ikke udsætte os for en finansiel risiko for at spille i Europa. Det kommer ikke til at ske.

- Det er fint nok, at der er penge at tjene i gruppespillet. Men vi er et hold fra fjerdebedste række, og realistisk set, så når vi aldrig så langt, siger Lawn.

Han er dog ikke alt for bekymret for udsigten til at stå i omtalte dilemma. Det kræver nemlig, at Bradford besejrer Swansea.

- Realistisk set, så kommer det ikke til at ske, for jeg tror ikke, at vi kan slå Swansea, siger Lawn.

Bradford har dog tre gange tidligere i turneringen slået et Premier League-hold ud af turneringen. Det er gået ud over Wigan, Arsenal og Aston Villa.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.