Brækkede næsen på sygeplejerske
22-årig ville ikke fejre juleaften på lukket afdeling.
En 22-årig kvinde slipper for at komme i fængsel efter et overfald på en sygeplejerske og en læge - begge kvinder - på Brønderslev Psykiatriske Sygehus. 60 dages betinget fængsel lød dommen på. Retsformanden Dorthe Petersen understregede, at det skyldes specielle forhold, at kvinden ikke skal i fængsel. Blandt andet, at hun skal i gang med en uddannelse. Der er fastsat en prøvetid på et år, og kvinden skal underkaste sig narkoafvænning samt medicinsk behandling, krævede retten. Kvinden kunne ikke huske meget, men forklarede, at hun var træt af at blive lokket til sygehuset under falske forudsætninger. Hun fortalte, at hun var blevet lovet, at hun skulle have noget beroligende medicin, men straks blev hun tvangsindlagt. Overfaldet fandt sted 23. december 2010. Kvinden var kørt ind i en bil, og hun optrådte på en sådan måde, at politiet og Falck valgte at fiksere hende til en båre. Da sygeplejerske og læge satte sig for at snakke med kvinden i en stue på Brønderslev Psykiatriske Sygehus' lukkede afdeling, indgik de en aftale om, at kvinden fik løsnet remmene, hvis hun ville forholde sig roligt. Det lovede kvinden. Men da hun fik at vide, at hun ikke kunne komme hjem til juleaften, blev hun igen voldelig. Hun smed en stol mod ruden, så stolen blev ødelagt. Lægen havde da forladt stuen. Personalet forskansede sig uden for døren, men da kvinden var helt rolig, gik sygeplejersken og en mandlig kollega ind på stuen. Lægen blev igen tilkaldt. Da den 22-årige kvinde var ved at gå løs på lægen, der var gravid i femte måned, lagde sygeplejersken sig imellem. Den aggressive patient nikkede sygeplejersken en skalle, så hun brækkede næsen. Efterfølgende kom der en del ansatte til, og fik passificeret den 22-årige kvinde. Sygeplejersken blev efterfølgende opereret, og hun får varige men, idet hendes næse er skæv. Hun er ikke færdig med psykologbehandling. Sygeplejersken fik det også dårligt, da sagen i går blev genopfrisket i retten. Forsvareren for kvinden, Jens Chr. Christensen, talte for frifindelse. Han henviste til, at hun var sindssyg i gerningsøjeblikket. Ligeledes pegede han på, at kvinden er ude af sit misbrug. Anklageren, Mette Hansen, talte for en betinget dom, netop fordi kvinden har rettet sig op.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.