Brækket arm aflyser koncert i Rørbæk

Musik 23. april 2003 08:00

RØRBÆK: Naturligvis er det mest synd for den stakkels Torkil Vesth, men Rørbæk-Centret og et stort antal forventningsfulde gæster ærgrer sig også over det styrt, som i påsken kostede musikeren en brækket arm. Brødrene Torkil og Peter Vesth skulle i morgen aften, torsdag, optræde på Rørbæk-Centret med deres show bestående af festlige sange, ballader, svingende country og stand-up comedy. Men sådan bliver det ikke. I går meddelte konsulent Knud Birk Pedersen fra centret, at arrangementet er aflyst, fordi Torkil Vesth har brækket en arm. - Lige nu har vi tralvt med at ringe til gæster, som har forudbestilt billetter, og som derfor har efterladt et telefonnummer. Det er ærgerligt, men vi vil arrangere en erstatningskoncert med Brødrene Vesth til efteråret, lover Knud Birk Pedersen. Vesth-brødrene har udsendt i alt 24 albums, og deres sange er indsunget af blandt andre Bjarne Liller, Erik Påske, Dræsinebanden, Maria Stentz m.fl.. De har optrådt i utallige gange både i USA, Irland, Tyskland, De Caribiske Øer, Grønland, Thailand, Sverige, Norge og Malta.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...