Fodbold

Bræmer overtager Curths plads TESTKAMP: Ellers 10 gengangere hos AaB fra seneste sejr, 4-1 over Viborg

SIMON BRÆMER - her i en duel mod AC Horsens i et tidligere opgør - erstatter Jeppe Curth helt i front. Foto: Michael Koch

SIMON BRÆMER - her i en duel mod AC Horsens i et tidligere opgør - erstatter Jeppe Curth helt i front. Foto: Michael Koch

AALBORG:AaB er i færd med at finde startformationen til sæsonpremieren 20. juli i SAS Ligaen i fodbold mod FC Midtjylland. I den proces var det derfor den til rådighed stærkeste 11-mands formation, som indledte seneste testkamp, 4-1 sejren over Viborg i fredags i Als. Og det er 10 af samme 11, som i eftermiddag stiller op på Energi Nord Arena, Aalborg Stadion, til træningskamp nummer fire, mod AC Horsens. Kun Jeppe Curth, som udgik mod Viborg med et trælår, må erstattes, og det bliver han med Simon Bræmer. Ude er fortsat kantspillerne Thomas Enevoldsen og Siyabonga Nomvethe, samt backen Michael Jakobsen, ligesom man endnu ikke har haft sin australske nyerhvervelse, Michael Beauchamp, til rådighed. Men han er nu ankommet til Aalborg, hvor første mission var at få ham lægeundersøgt af Søren Kaalund med henblik på den brækkede tå, han har gået rundt med de seneste godt tre uger. - Alt ser ud til at være, som vi forventede, siger AaB's assistenttræner Allan Kuhn. - Henrik Bøgvad (fysioterapeut) og Søren Kaalund, tager sig af ham i den her uge, og hvis alt går, som det skal, så er han klar til at træne med fra på mandag, for så er der gået fire uger, siden han brækkede tåen. Måske klar til sæsonpremieren Hvor lang tid, Michael Beauchamp så skal bruge for at falde ind i rytmen hos AaB, tør Allan Kuhn ikke spå om. Men han udelukker ikke, at australieren allerede kan blive klar til sæsonpremieren. - Han har trænet længere end alle de andre, en tre ugers tid, og han kan hurtigt komme i form igen. - Men så handler det naturligvis om, hvordan han ser ud til træning. For det er jo klart, at vi ikke har købt ham ind for at han skal sidde på bænken. - Men det kommer helt an på: Hvordan ser han ud, og hvad har vi i øvrigt til rådighed. Om han skal være med fra start, med på bænken eller ej, det må tiden vise. - Det er altid det stærkeste hold, vi stiller med, lyder det fra Allan Kuhn. I dag betyder det, at AaB vil indlede kampen mod Horsens med følgende formation: Karim Zaza - Kasper Bøgelund, Steve Olfers, Lasse Nielsen, Martin Pedersen - Caca, Kasper Risgård, Thomas Augustinussen, Anders Due - Andreas Johansson - Simon Bræmer.