Fodbold

Bræmer tripper i AaB-kulissen

Simon Bræmer ligner et oplagt andetvalg til AaB-angrebet, men han er indstillet på rollen som joker

Simon Bræmer scorede til 2-0 i træningskampen mod AC Horsens og viste den ønskede målfarlighed. Foto: Michael Bygballe

Simon Bræmer scorede til 2-0 i træningskampen mod AC Horsens og viste den ønskede målfarlighed. Foto: Michael Bygballe

AALBORG:Kassen er blevet smækket i, og det bliver ikke til nogen ny Rade Prica eller Lars Nilsson. Så AaB's SAS Liga-topscorer, Jeppe Curth, skal finde sin angrebsmakker blandt de unge bombere, som allerede knokler løs på AaB's træningsbaner. I de hidtil fire træningskampe har Simon Bræmer fået en del spilletid, og med to mål virker han som det naturlige andetvalg. - Jeg er selvfølgelig med på, at Jeppe Curth er førstevalg, så er det op til mig at spille mig så tæt på holdet som muligt, siger Simon Bræmer, der selv mener, at han er tættere på en startplads nu end under træningsopstarten. Ofret på taktikkens alter Bræmers mulighed for en plads i startopstillingen afhænger af hvilken formation cheftræner, Bruce Rioch, vælger. Lige nu lader det til, at skotten fortsætter med de to muligheder, som Erik Hamrén benyttede sig af. Enten med to angribere helt fremme eller med en decideret angriber og en spillere lige bag ham til at bakke op. Sidstnævnte mulighed er blevet brugt meget i træningskampene. Her erstatter Andreas Johansson den ene af de to angribere - højst sandsynligt Bræmer. - Meget tyder på, at vi spiller med en hængende angriber og en helt fremme. Så bliver min rolle som indskifter, og det er jeg helt klar på. Men skulle chancen byde sig, er jeg klar til at gribe den, fortæller den Simon Bræmer. Bruce Rioch selv vil ikke kommentere på sine taktiske overvejelser. - Vi har stadig 10 dage, til sæsonen starter. Vi mangler en træningskamp i Tjekkiet og en masse træning, så jeg kan ikke forudse, hvad der kommer til at ske, lyder skottens kryptiske udmelding. Skotsk tilfredshed På sidelinjen er der tilfredshed med det, man har set fra Bræmer i træningskampene. - Han har gjort det rigtigt godt. Det vigtigste for en angriber er at score mål, og Simon har fået chancen for at spille, fordi Jeppe (Curth red.) har været skadet, og han har scoret to gange. Så det kan han kun være tilfreds med, mener Bruce Rioch. Selvom Bræmer ser sin umiddelbare rolle som indskiftningsspiller, så vil Bruce Rioch ikke melde noget ud. - Som træner kan jeg ikke stå og sige, hvem der starter sæsonen. Vi skal se på alle spillerne, finde ud af hvad deres styrker er, og så beslutter vi os inden den første kamp, forklarer cheftræneren, men han er godt klar over, at Simon Bræmer nok ikke jubler over at skulle sidde på bænken. - Jeg tror aldrig nogen spillere er tilfredse med at sidde på bænken, alle fodboldspillere vil spille. Men Simon er ung og sulten efter at spille godt og score, og det er vigtigt, siger Rioch. Jo flere angribere, jo bedre Trods det åbenlyse talent blandt AaB's unge angribere, så kunne klubbens fans nok godt ønske sig lidt mere bredde i det nordjyske angreb, og den skotske træner er da heller ikke helt uenig. - Man kan aldrig få angribere nok. Jo flere, jo bedre. Hvis vi havde Rade Prica, Junior og Jeppe Curth ville det være fantastisk, siger Bruce Rioch med et smil på læben. For han ved godt, at situationen ser lidt anderledes ud. - Men lige meget hvem vi spiller med i angrebet, så vil de være klar og spille godt, lover han. Skulle AaB i sidste øjeblik vælge at hente en angriber udefra, så vil det ikke være første gang, Simon Bræmer bliver skubbet ned i hierarkiet på grund af en tilkommer, men det bekymrer ham ikke. - Det er ikke noget, jeg tænker på, det lader jeg andre om. - Jeg forsøger bare at holde et højt niveau til træning, og så lader jeg andre om den snak. Det vil jeg ikke spilde krudt på, siger Bræmer.