Bræmer Tryk i knibe

Den 86 år gamle virksomhed i Vrå har standset alle betalinger

Hjørring 1. september 2009 10:12

VRÅ: Historien om Bræmer Tryk A/S går helt tilbage til 1923, da virksomheden blev grundlagt i Vrå. Nu nu har historien taget en kedelig drejning. Bræmer Tryk er gået i betalingsstandsning. Seneste årsregnskab, der blev afsluttet den 31. oktober 2008 sluttede med et underskud på godt 1,3 mio. kr. og i onsdags stoppede virksomheden med at betale sine regninger og en bostyrer har overtaget styringen af boet, mens man i den gamle virksomhed forsøger at betjene kunderne bedst muligt. - Det gør ondt, siger direktør Frank Bræmer, der er tredje generation i familieforetagendet. Siden 1987 har Frank Bræmer drevet virksomheden og aldrig før har den været i så store problemer som nu, selvom trykkeribranchen de seneste år har haft det svært. - Branchen har aldrig haft glæde af de opgangstider, som det øvrige erhvervsliv har mærket. Der er været en overkapacitet i branchen, forklarer Frank Bræmer. Dermed har finanskrisen været ekstra hård ved trykkeribranchen, hvor afsætningen generelt er 20 til 25 procent under normalt. - Vi har mistet kunder og været plaget af folk, der ikke betaler regningerne til tiden eller overhovedet betaler regningerne. Vi har kunnet tilpasse medarbejderstaben, men ikke driftsomkostningerne, fortæller Frank Bræmer. Usikker fremtid For få år tilbage var der 30 ansatte i Bræmer Tryk. I dag er der 14. De går ligesom virksomheden en usikker fremtid i møde. I sommer blev Print Nord i Hjørring solgt fra og er derfor ikke berørt af betalingsstandsningen. Det er til gengæld Hanbo Grisk i Brovst, som Bræmer Tryk overtog i 2005. Direktør Frank Bræmer håber at virksomheden kan blive drevet videre i mindre omfang. Han har fået henvendelser fra interesserede, men ingen konkrete tilbud. - Jeg har stillet min arbejdskraft til rådighed, og så må vi se, hvordan det udvikler sig, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...