Bræmmer delte vandene

K stemte sammen med S og SF

Carl Åge Østergaard
Dyrkningsfri åbræmmer er upopulære i landbruget - ikke bare de kommende på ti meter, men også de nuværende på to meter.Arkivfoto: Danmarks Naturfredningsforening
Lokalpolitik 1. april 2011 08:00

Regeringens vandplaner har bragt landbruget i oprør, og fritidslandmand og bankdirektør Jens Ole Jensen (V) var på barrikaderne, da vandplanerne onsdag var til debat i byrådet. Jens Ole Jensen var bekymret for, at vandplanerne kolliderer med kommunens erhvervsstrategi, hvor fødevareproduktion er et centralt element. Udlæg af 10 meter dyrkningsfri bræmmer ved vandløb og fjernelse af opstemninger bliver, frygtede Jens Ole Jensen, en stor belastning for landbruget. Det ønskede han tilføjet i kommunens bemærkninger til vandplanshøringen. Han fik opbakning fra Bent Bøgsted (DF) og Peter Laigaard (LA). Også John Christensen (V), der er formand for plan- og miljøudvalget, støttede en tilføjelse til sit eget udvalgs forslag til høringssvar. SF's Paul Rode Andersen fandt, at landbruget allerede har øvet stor indflydelse på vandplanernes gennemførelse. Han, Erik Sørensen (S) og Jens Porsborg (K) gik imod Jens Ole Jensens forslag om en tilføjelse til høringssvaret. Venstres Anders Broholm krævede afstemning. Resultatet blev, at en utraditionel konstellation af S, SF og VS nedstemte Jens Ole Jensens ændringsforslag med 18 stemmer mod 13 (V, DF og LA).

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...