Brændende bil blokerede Boulevarden

Bil brød i brand på Boulevarden i Aalborg, og slukning skabte kø onsdag eftermiddag. Opdateret kl. 19.19.

Der skete ingen personskade, men trafikken i en af de mere trafikerede vej i Aalborgs midtby stod stille i cirka en halv time, da en bil brød i brand onsdag eftermiddag. Brandvæsnet blev kaldt ud til bilbranden klokken cirka 15.10 og fik den hurtigt slukket. Arbejdet betød dog, at blandt andet de mange bybusser, der passerer Boulevarden, måtte holde stille, indtil køen blev opløst, og trafikken igen begyndte at glide omkring klokken 15.30. - Branden opstod i en parkeret bil ved krydset mellem Boulevarden og Danmarksgade. Der var ingen personer i bilen, og ingen kom til skade, oplyser indsatsleder Søren Sundbøl fra Beredskabscenter Aalborg. Endnu en bil brød i brand på Thistedvej ved Gølvej i Nørresundby omkring klokken 18.30. Politiet ved ikke om de to brande har noget med hinanden at gøre.