Tyverier

Brændende bil i fart og sten gennem ruder

Voldsom vrede ramte Sæby natten til onsdag

SÆBY:En hærværksbølge natten til onsdag med brændende biler, sten gennem ruder og indbrud skabte travlhed hos ordensmagten. - Vi er først lige blevet færdige med at tørre sveden af panden, siger Allan Israelsson fra politiet i Sæby. Han oplyser, at der endnu ikke er spor af gerningsmændene, men at der er stor sandsynlighed for, at det er de samme, der har stået bag alle nattens vrede indslag. Denne konklusion bliver blandt andet bygget på, at bilerne er brudt op på samme måde. Nattens mest groteske scene blev fremført ved Ringvejens Karosserifabrik, hvor der stod to biler uden nummerplader. Bilerne blev brudt op, og derefter blev der sat ild til køretøjerne. Mens ilden i den ene bil hurtigt døde ud, blussede flammerne op i den anden, og sikkert på grund af en kortslutning gik bilen i gang af sig selv, hvorefter den brændende bil kørte tværs over vejen til den stødte ind i fortovet og gik i stå. Politi og brandvæsen måtte tilkaldes. Turen gik videre. I Ringparken blev der smidt en sten gennem ruden til en villa, mens der ligeledes blev smidt en sten gennem bagruden i en bil, der holdt i indkørslen ved samme villa. Hurtig fart Videre til Søndermarksvej, hvor en bil blev brækket op og en postkasse smadret. Her vågnede imidlertid en beboer og så tre personer forsvinde i en hurtig fart. Det er foreløbig det eneste spor politiet har at gå efter. Også Grenen fik besøg, og her skete der hærværk mod tre biler. Dæk blev skåret op, og sten smidt gennem ruder. Desuden skete der et indbrud i en bygning, der ligger ved Sæby Gamle Skole i Jernbane Alle". Bygningen er ramme om et projekt for unge, der har brug for lidt ekstra støtte, men de kan nu kigge i vejviseren efter en del af inventaret. Tyvene slap nemlig afsted med fire computere samt en playstation. Sæby Politi vil gerne i kontakt med alle, der har set eller hørt noget natten til onsdag. De mange hærværk og indbrudet er cirka sket i tidsrummet mellem midnat og klokken 03.00.