Brændende villa kunne ikke reddes
Brandfolk måtte opgive at slukke brand i Hjørring
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:42
SØNDERSKOV: En halvandet plans villa på Hjørringvej 390 i Sønderskov øst for Hjørring brændte natten til tirsdag ned til grunden.
Branden blev opdaget klokken 02.09, hvor en anmelder kunne se ild fra huset. Ingen personer var hjemme på adressen.
- Villaen var helt overtændt, da beredskabet i Hjørring nåede frem, fortæller vagtchef Michael Elkjær fra Nordjyllands Politi.
Ifølge vagtchefen var det helt umuligt at redde huset, og derfor var brandfolkenes arbejde at sørge for en såkaldt kontrolleret nedbrænding.
Arbejdet med at efterslukke varede natten over og det meste af morgenen.
Ejendommen, der gik tabt i branden, ligger lige ud til den trafikerede hovedvej mellem Hjørring og Frederikshavn. Bilisterne var dog flinke til at sænke hastigheden og køre pænt forbi uden at genere brandfolkenes arbejde, oplyser indsatsleder Thomas Andersen fra Hjørring Kommunes Beredskab.
Nu skal politiets teknikere forsøge at finde frem til, hvordan branden er opstået.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.