Lokalpolitik

Brag blæser på sparekatalog

Formanden for kultur- og fritidsudvalget har ikke tænkt sig at gå slavisk efter embedsfolkenes omstridte spareforslag

Der skal spares heftigt i Frederikshavn Kommune, og det eneste politikerne har at rette sig efter er et såkaldt sparekatalog, der er skrevet af embedsfolkene i direktionen. Heri kan man blandt andet læse om nedskæring på rengøring til ældre, om lukning af Præstbro Ældrecenter, om lukning af skoler, men i kataloget er der også et helt afsnit, der er reserveret til kultur- og fritidsområdet. Luk Syvsten hallen Næste år skal politikerne i kultur- og fritidsudvalget spare 1,8 millioner kroner, og et af de mere vidtrækkende forslag er at lukke Syvsten Hallen. Men hvis det står til formanden for kultur- og fritidsudvalget, Mogens Brag (V), så bliver der ikke noget af dét spareforslag. Mine egne forslag - Jeg ved godt, at hallen er nedslidt, og at bygningen skal renoveres for en million kroner. Men jeg har svært ved at se, hvad vi skal gøre af alle de mennesker, der bruger hallen. Og jeg kan heller ikke forestille mig, at det bliver nemt at sælge hallen, siger Mogens Brag, der stort set ikke har tænkt sig at følge de mange forslag fra embedsfolkene. - Jeg har mine egne forslag, som jeg snart vil offentliggøre. Indtil da har jeg ikke yderligere kommentarer, siger Mogens Brag. I alt skal Frederikshavn Kommune spare et sted mellem 200 og 300 millioner kroner.