Lokalpolitik

Bragende god indvielse af Valhalla

Utraditionelle metoder var i brug, da borgmester H.O.A. Kjeldsen "klippede" snoren

FARSØ:Himmelen var blå, flaget var hejst, og borgmester H.O.A. Kjeldsens borgmesterkæde lynede om kap med solen. Kulisserne var dermed i orden til Den Store Indvielse af børnehaven Valhalla i Farsø. Selv børnene var klar over, at der skulle ske noget specielt, og hver eneste voksen mand, der kom indenfor, fik uden tøven dette spørgsmål: - Er det dig, der er borgmesteren? Nu er det jo heller ikke nemt at fortælle sådan et ungt menneske, hvordan en borgmester ser ud, men det hjalp da med kæden - da den endelig kom frem til Valhalla. Man måtte i al hast bruge kommunaldirektør Henning Olsen som midlertidig kurer, men så kom der også gang i indvielsen. Kjeldsen havde fået æren af at klippe snoren over, men i stedet for en saks fik borgmesteren - i Valhallas ånd - udleveret et styk Mjølner til formålet. Med samme sikre hånd som en garvet tømrer hamrede Kjeldsen lerklumpen, der forbandt de røde snore, til støv. Og så var Valhalla officielt indviet. Øredøvende Børnehavens leder Birte Pedersen skulle dog også lige markere, at indvielsen ikke foregik i stilhed. Det gjorde hun ved at fyre en minikanon af. Braget var pænt sagt øredøvende, så kom ikke her og sig, at Valhalla lusker omkring. Borgmesteren kunne efter disse ceremonielle indslag i sin tale glæde sig over meget. - Da jeg første gang stod her og holdt en tale, var det den 7. oktober 2002. Jeg tog bagefter et spadestik sammen med nogle børn som et synligt bevis på, at nybygningen ville blive en realitet. - Og nu - kun syv måneder efter - er drømmen blevet til virkelighed. Bygningerne - jeres gårdbørnehave - er lige foran os, sagde Kjeldsen. Da det første spadestik var taget, fik børnene i det kommende Valhalla en opgave. - Jeg er sikker på, at børnene kan huske, at jeg gav dem en opgave. De skulle lukke øjnene og prøve at forestille sig, hvordan den færdige børnehave ville komme til at se ud, og så skulle de gå tilbage til spejderhuset og lave en tegning. De tegninger skulle bruges ved indvielsen, sagde Kjeldsen. Og tegningerne - de er færdige, flotte og meget forskellige. De hænger i børnenes omklædningsrum, og der var trængsel i rummet, for der var mødt rigtig mange voksne op til indvielsen. Symbolske gaver Birte Pedersen havde dog andet end løst krudt i kanonen, for der blev uddelt gaver til flere af de involverede parter i byggeriet. Gaverne var indrammede tegninger, som børnene havde lavet, og hvis ellers NORDJYSKE's udsendte hørte rigtigt, er der planer om at udstille gaverne på rådhuset. Der var også små gaver til medarbejderne i huset, og hver fik sin egen lille symbolske gave plus et par velmente ord. Valhalla er på meget kort tid blevet så tilpas færdig, at man nu kan se ideerne, som børnehavens leder Birte Pedersen beskrev her på siderne for en måneds tid siden. Den store jorddynge er væk, der er kommet fire nye gynger, og den nye cykelbane er tæt på at være færdig. Lige nu mangler der et hegn rundt om bygningerne, men det kommer ret hurtigt på plads. Og så er det lige før, Valhalla ligner en rigtig bondegård.