Fodbold

Bragende start på FC-folkefest

Stor opbakning til folkefesten for det ny Jammerbugthold i 1. division Blokhus FC.

Det ny Blokhus FC flag præsenteres af fra venstre Peter Tranberg, Jeppe Østenkær og Torben Reese. Foto: Flemming Dahl Jensen

Det ny Blokhus FC flag præsenteres af fra venstre Peter Tranberg, Jeppe Østenkær og Torben Reese. Foto: Flemming Dahl Jensen

Folkefesten for Blokhus FC fik en bragende start i det usædvanligt smukke sensommervejr i Blokhus fredag eftermiddag. Byen var pyntet med flag langs hovedgaden og kl. 15.30 blev kanonen fyret af ved strandcentret. Blokhus FC's anfører Peter Tranberg tændte lunten. Sekunder senere bragede kanonen efterfulgt af klapsalver fra de mange, som var samlet omkring kanonen. En stor del af Blokhus Kanonlaugs medlemmer var mødt op, og efter affyringen marcherede de til torvet med tromme og fane i spidsen. På det solbeskinnede torv, hvor der var samlet mange, gik en række aktiviteter gik i gang, inden den egentlige fest i teltet fredag aften. I forbindelse med Peter Tranbergs affyring af kanonen på stranden blev det ny Blokhus FC flag samtidig afsløret. Det er en hvid flagdug med klubbens logo på. Flaget vil i fremtiden vaje på Jetsmark Stadion, hvor Blokhus FC spiller sine hjemmekampe - første gang i eftermiddag mod AB fra København. Fredag eftermiddag var stort set alle af de 180 pladser i teltet solgt. Festen bød bl.a. på spisning med Blokhus-spillerne som tjenere. En glad mand Torben Reese fra Blokhus-Hune i Udvikling og tovholder for folkefesten, var en glad mand fredag eftermiddag. - Vi har fået en fantastisk opbakning til arrangementet. Det hele handler jo om, at vi får opbakning og sammenhold omkring Blokhus FC, som nu debuterer i 1. division. Og det synes jeg er lykkedes, siger han. Han tror også på et godt økonomisk resultat. - Jeg tror på, at der bliver et sted mellem 50.000 og 100.000 kr. i overskud på arrangementet. Meget afhænger af omsætningen ved festen i teltet, siger Torben Reese. Blokhus-Hune i Udvikling og Blokhus FC har også solgt støttebeviser, som giver en række fordele til køberne. Et stort antal spillere fra Blokhus FC var mødt op på torvet for at være med i de mange konkurrencer, der blev afviklet i løbet af eftermiddagen. Bl.a. skulle en gruppe forsøge at holde bolden længst muligt i luften. 39 sekunder blev det til. Et forboldmål var forsynet med en plade med huller. Kunne man sende bolden gennem et af hullerne var der billetter til AB-kampen.