Braget for 80 år siden
I dag årsdag for eksplosionsulykken på briketfabrikken i Moseby

Galleri - Tryk og se alle billederne.
KAAS/MOSEBY:Normalt tudede fløjten præcis klokken 12. Så hvorfor tudede den nu - over et kvarter senere?
- Og det var også, som om fløjten lød anderledes. Den havde en sær, langstrakt tuden den dag. Så vidste vi, der måtte være sket noget.
91-årige Johanne Iversen kigger op på den gamle briketfabrik. Vejr og vind har sat sine spor på den gamle fabriksruin, hvor buske snor sig vildt ud gennem de gabende vindueshuller.
Hun er lige der, med fabrikken i baggrunden, 80 år tilbage i tiden, og hun står nede hos den lokale købmand, hvor alle hurtigt bliver klar over, at der er sket noget ude på fabrikken, hvor også 11-årige Johannes far arbejdede.
- Luften blev også hurtigt tyk af røg, husker hun.
Og der var sket noget. En stor eksplosion i den store fabriksbygning ændrede på et splitsekund livet for en række familier og har gjort, at 1. juni 1933 aldrig kommer til at gå i glemmebogen i Kaas og Moseby.
Johanne Iversens egen familie var ikke direkte involveret den dag, for hendes far var på vej ud til fabrikken, da ulykken skete.
- Men det var der mange andre, der var, og det var noget, der påvirkede os allesammen lang tid efter. Jeg kan da også huske, hvordan folk var urolige og stimlede sammen for at høre nyt, fortæller hun.
De landsdækkende og regionale medier var hurtigt på katastrofestedet: "Helt fra Limfjordsbroen kunne man se den tætte Røgsøjle, der steg mod Himlen ude i Vest," skrev Aalborg Stiftstidende dagen efter.
To arbejdere fra Jetsmark døde, da de ikke nåede ud gennem flammehavet og efterlod sig henholdsvis 7 og 10 børn. Herudover blev adskillige meget forbrændt.
- Jeg kan da blandet andet huske, at ingeniør Jørgensen (direktøren på fabrikken, red.) havde sådan et ar her henover ansigtet efter ulykken, husker hun.
Selve ulykken skyldtes en støveksplosion. Støv fra produktionen havde lagt sig på en tørrer, der var gået ild i. En forpufning resulterede angiveligt i en kraftig trykbølge. Det hvirvlede masser af støv op og førte til den kraftige eksplosion, har man senere konstateret. Fabrikken blev senere genopført.
Kilde: ”Livet i Store Vildmose” af Jan Svendsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.