Fodbold

Braithwaite scorer og brænder straffe efter indhop

Martin Braithwaite fik en halv time på banen for Leganes. Han nåede både at score og brænde straffespark.

Martin Braithwaite (til højre) fordoblede sin måltotal for sæsonen i lørdagens hjemmekamp mod Levante. (Arkivfoto)

Martin Braithwaite (til højre) fordoblede sin måltotal for sæsonen i lørdagens hjemmekamp mod Levante. (Arkivfoto)

LEGANES:Det blev blot til en halv time på banen for den danske angriber Martin Braithwaite i Leganes' kamp mod Levante i Primera Division lørdag eftermiddag.

Alligevel fik han en hovedrolle.

Landsholdsspilleren kom ind for Leganes efter 61 minutter og nåede både at blive helt og skurk for hjemmeholdet, der tabte 1-2.

Efter scoringer af Roger og José Campana var Levante foran 2-0, men med et kvarter igen reducerede Braithwaite på et lob over den fremstormende Levante-målmand, Aitor Fernandez Abarisketa.

Det var Braithwaites anden scoring i sæsonen.

Tre minutter senere havde den tidligere Esbjerg-angriber så mulighed for at blive Leganes' helt store redningsmand, men han brændte det straffe, som holdkammeraten Youssef En Nesyri havde tilkæmpet sig.

Leganes har fået en rædselsfuld start på sæsonen. Holdet er uden sejr i otte kampe, og det er kun blevet til to point for to uafgjorte opgør.

Det placerer Leganes på sidstepladsen, mens Levante er på niendepladsen.

Braithwaite er udtaget til den danske landsholdstrup, der om en uge møder Schweiz i EM-kvalifikationen og tre dage senere står over for Luxembourg i en testkamp.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst