Brakmarker er ikke landvinding

Danske landmænd har gennem talløse generationer set nødvendigheden i at fravriste naturen sit vildnis

Karl Maksten

Karl Maksten

I en salme synger vi ”Her rydded de marken for stene engang”, og Jeppe Aakjær besynger i ”Når vinteren rinder...”, hvordan hedebonden med hakke, skovl og spade brød hedens al for år for år at gøre mere af sin jord dyrkbar. En from vestjysk bonde så den rå natur som noget djævelskab, som det var hans kristenpligt at bekæmpe og kultivere. Længe inden man fik maskiner i landbruget, foretog man dræning af lavtliggende og sumpede områder ved møjsommeligt at grave grøfter og lægge drænrør ned. Enrico Mylius Dalgas var ophavsmanden til Det Danske Hedeselskab, som bl.a. havde hedeopdyrkning og læplantning som sine væsentlige opgaver. Ud fra devisen: ”Hvor Ploven ei kan gaae, og Leen Jubel faae, der bør et Træ at staae”, blev den vestjyske hede omdannet til de store plantager, vi kender i dag. Landvindingerne var ikke blot at skabe dyrkbar agerland af hedearealer. Rundt omkring i landet forvandlede man oprindelige vådområder til landbrugsjord. På Djursland blev sidst i 1800-tallet Kolindsund tørlagt og har siden været anvendt især til kornavl. I det sydvestlige Jylland blev tilbage i 1930’erne Fil Sø tørlagt og har siden været landbrugsjord, især anvendt til kvægopdræt. I det sydvestlige Himmerland lå en sø ved Lovns, som også blev tørlagt. For at gøre engene ved den vestlige del af Skjern Å egnede til kornavl, gennemførtes i 1960’erne med Hedeselskabets medvirken en omfattende opretning og inddæmning af Skjern Å. Den første sommer, der blev dyrket korn på de indvundne jorder, steg kornhøsten i Danmark med 50 tusind tons; om det alene var kornhøsten langs Skjern Å, der gjorde udslaget, er uvist, men høsten her gjorde i hvert fald sit til stigningen. Ud over de nævnte mønsterværdige landvindingeprojekter, som i høj grad aftvinger respekt, begik landmænd over det meste af landet i deres ubændige iver efter at tilegne sig mere landbrugsjord tankeløst hærværk mod uerstattelige fortidsminder. I takt med at der anvendtes mere avanceret maskineri på markerne, og man gerne ville have store sammenhængende markstykker, tog man det ikke så nøje, om man overpløjede de gravhøje, der lå i vejen. I det topografiske værk Trap Danmark kan man læse, at overalt i landets sogne, hvor der før var gravhøje, er der måske ingen eller meget få tilbage. Mange landmænd fik vel en smule mere jord at dyrke, men uerstattelige fortidsminder gik uigenkaldelig tabt. Gennem de seneste årtier er der imidlertid sket en drastisk mentalitetsændring. Mens det førhen var forbundet med ikke ringe stolthed at indvinde mest muligt land til dyrkning af nødvendige afgrøder, får landmænd i dag tilskud til at braklægge god agerjord og altså ingenting dyrke i den. De store millionbeløb, der i 1960’erne med en enestående indsats gjorde de lavtliggende enge ved Skjern Å dyrkbare, er ikke blot spildt, nej, man har anvendt endnu større millionbeløb for at give Skjern Å sit oprindelige løb tilbage. Ud over at der er tale om enormt fråds med offentlige midler, er det en hån mod Skjern-engenes lodsejere, der i enigt fællesskab fik Skjern Å tæmmet. Inden for de senere år har den tørlagte sø ved Lovns også fået sit vandindhold tilbage. Mange andre steder i landet følger man tidens trend, som tilsyneladende går ud på at føre visse områder tilbage til naturen. Når man hører om lande rundt om i verden, hvor man ikke er i stand til at brødføre befolkningen, men at millioner af mennesker sulter, så virker det mere eller mindre anstødeligt, at vi i Danmark tillader os at braklægge dyrkbar jord. Denne tanke luftede jeg over for et menneske, jeg var på bustur sammen med. Han var imidlertid inkarneret biavler, så der var ingen grænser for det forsvar, han tildelte brakmarkerne, for her kunne bierne hente nektar i massevis. Selv om honning er et godt produkt, ændrer det dog ikke ved den kendsgerning, at de store mængder brødkorn eller andre næringsafgrøder, vi kunne have dyrket på de braklagte marker, ville være en hjælp til at brødføde et utal af sultende medmennesker rundt om på Jorden. [ Karl Maksten, Rantzausgade 40, 2., Aalborg, maksten@stofanet.dk