Brand hærgede hjem og butik

En frituregryde var skyld i den brand, der raserede en bygning i Skovsgård i aftes. Flere mennesker er husløse.

Frederik Haun og Lisa Larsen var blandt de beboere, der torsdag aften måtte se til, mens en brand raserede bygningen på Hovedgade i Skovsgård. De var ikke hjemme, da branden startede hos deres nabo. Han sparkede i panik døren til deres hjem ind for at sikre sig, at de ikke lå og sov. Fredag middag kunne de for første gang besigtige skaderne, og det var ikke helt så slemt igen, selvom de er nødt til at flytte ud af huset. Foto: Erik Sahl

Frederik Haun og Lisa Larsen var blandt de beboere, der torsdag aften måtte se til, mens en brand raserede bygningen på Hovedgade i Skovsgård. De var ikke hjemme, da branden startede hos deres nabo. Han sparkede i panik døren til deres hjem ind for at sikre sig, at de ikke lå og sov. Fredag middag kunne de for første gang besigtige skaderne, og det var ikke helt så slemt igen, selvom de er nødt til at flytte ud af huset. Foto: Erik Sahl

Tagsten ligger knust foran hoveddøren, mens enkelte hænger faretruende på kanten af tagrenden. Frederik Haun ser bekymret op, inden han krydser brandvæsenets rød-hvide tape, der flagrer langs fortovet på hovedgaden i Brovst. Han og Lisa Larsen har ikke set deres lejlighed, efter branden raserede den bygning, hvor de bor til leje i Skovsgård. I går aftes var 30 brandfolk fra Fjerritslev, Brovst og Thisted samlet for at slukke branden. I dag har tavsheden sænket sig over huset. Forkullede tagspærrer ligger blotlagt i den nordlige del af bygningen. Frederik Haun og Lisa Larsen boede i den anden ende. Alligevel er der en smule uro at spore, for de har ingen fornemmelse af, hvilket syn, der vil møde dem, når de træder ind i lejligheden. - Branden startede midt på huset. Lige dér, peger Bodil Jensen. Hun bor lige overfor bygningen og har ansvaret for at slukke, lukke og låse Råd og Dåd Butikken, der ligger i gadeplan i den samme bygning. - Min mand kom ind og fortalte, at butikken brændte, fortæller Bodil Jensen. - Det var lige, så jeg fik gelé i knæene. Jeg tænkte med det samme, om det var mig, der var skyld i det. Om jeg havde slukket limpistolen og pustet stearinlysene ud. Men da jeg så branden, kunne jeg godt se, at det ikke brændte i butikken. Det ville være forfærdeligt at være skyld i det, mener Bodil Jensen. Branden opstod, efter en ung mand havde lavet mad i en gryde med friture. Han har efterfølgende talt med sine naboer, Frederik Haun og Lisa Larsen, og ifølge dem mente han, at han havde slukket for komfuret efter at have lavet mad. Selv opdagede han først branden så sent, at han måtte løbe ud uden bl.a. jakke, fortæller Frederik Haun. Ifølge beredskabsleder Erik Hermansen, der også var med til at slukke branden, har den unge mand sandsynligvis først opdaget branden i køkkenet så sent, at han ikke har haft en chance for at slukke den. - Normalt skal man lægge låg på gryden, når der er ild i olie, eller slukke ilden med et tæppe, fortæller Erik Hermansen, der vurderer, at køkkenet nok har været fedtet efter frituren og derfor har området omkring gryden været meget let antændeligt. Det område af bygningen, der er blevet hærget mest af branden, omfatter også de kontorer, som Carl Christensen, ejer af Råd og Dåd Butikken, har lejet til kontorer. - Computeren og printeren ligner skulpturer, fortæller Carl Christensen. Næsten alt er smeltet, sodet til eller brændt i kontorerne, hvor der ikke alene lå vigtige papirer og regnskaber for Råd og Dåd Butikken, men også fra Skovsgård Hotel, hvor Carl Christensen er formand for bestyrelsen. - Det ser - bogstaveligt talt - sort ud, fortæller Carl Christensen, der endnu ikke er sikker på, om det er muligt at genskabe regnskaberne. Alligevel er der en smule humor at spore på trods af den tragiske hændelse, som både ejer og lejere har været ude for. - Carl ringede til mig og sagde, at der stadig var mulighed for at holde møde i lokalet, fortæller Bodil Jensen fra Råd og Dad Butikken. - Carl mente, at jeg skulle gå op og se. Der var ikke noget gelænder tilbage og trappen var helt sort og beskidt, husker Bodil Jensen på sin tur op mod kontorerne. - Alt var sort deroppe. Men midt i det hele stod der to hvide stole, jeg havde malet med hvid grundmaling om onsdagen. De var stadig helt hvide, fortæller Bodil Jensen overrasket. Frederik Haun og Lisa Larsen er langt om længe blevet låst ind af Carsten Friis, hvis mor ejer bygningen. - Vi var forbi her i går. Men min mor sagde, at hun ikke ville gå rundt og se på det, så jeg kørte hende hjem igen, fortæller Carsten Friis. Sammen med forsikringsagenten vover de sig op ad trappen til lyden af noget, der falder ned på førstesalen. Det er dog ikke i Frederik Hauns og Lisa Larsens lejlighed. Det ser faktisk ikke særlig slemt ud, vurderer agenten, der søgende går gennem værelserne og løfter fyrfadslys op af stagerne for at se, om hun kan spore, hvor meget vand, der er væltet ind gennem lejligheden under brandslukningen. Tæppet er allerede sværtet til af sorte fodaftryk. - Jeg tror, det er værst inde i soveværelset, siger Lisa Larsen med opgivende mine. I armene knuger hun et indrammet fotografi. - Det er af min bedstemor. Det er det eneste billede, der er tilbage, så det var det eneste, jeg tænkte på, fortæller hun. Fotografiet med det smilende sort/hvide brudepar har heldigvis ikke taget skade. Deres smil sidder stadig, hvor de skal. Smilet er også vendt tilbage hos Lisa Larsen og Frederik Haun. Det er heldigvis ikke så slemt, som de frygtede. Og de har heldigvis allerede fundet et sted, hvor de kan bo ind til slutningen af januar.