Brand hærgede industribygning

Nabobygning reddet fra at dele samme skæbne

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Brandfolk kæmpede i 17 timer mod flammerne.Foto: Martin Damgård

AALBORG:Flammerne fortærede fredag aften og natten til lørdag det meste af en 3000 kvadratmeter stor erhvervsejendom i Aalborg Øst. Branden blev opdaget af en taxachauffør og hans passager fredag aften. De slog alarm klokken 21:08. Først omkring klokken 14 lørdag eftermiddag kunne brandfolk fra Beredskabscenter Aalborg tage fra stedet og erklære branden slukket. - Bygningens tagkunstruktion havde en masse hulrum, og derfor var branden så svær at slukke, fortæller beredskabsinspektør Peter Reinau. Da flammehavet var på sit højeste, arbejdede hele 20 brandfolk på højtryk for at få flammerne under kontrol. Deres hovedprioritet var i første omgang at redde nabobygningen fra at lide samme skæbne. - Der var så kraftig en strålevarme fra branden, at dækkene inde på dæklageret ved siden af var begyndt at ryge, fortæller Peter Reinau. - Hvis branden havde spredt sig til den bygning også, havde vi stået der endnu - og i morgen med, tilføjer han lørdag eftermiddag. Bygningen på Ollerupvej ejes af Møller Group A/S og var under renovation, da branden brød ud. Bygningen var tom, og ingen mennesker kom til skade. Årsagen til branden er endnu ukendt. Den vil mandag blive undersøgt af politiets teknikere. - Vi ved at bygningsarbejdere i dagtimerne var ved at skære skillevægge og andet ned, så vi gætter på, at det har affødt en gnist, som har ligget og udviklet sig, gisner beredskabsinspektøren dog.