Brand har kostet to kvinder livet

En 79-årig kvinde mistede livet, da hun forsøgte at undslippe en brand, og nu er liget af en 86-årig fundet

Arkivfoto: Colourbox
Kerteminde 1. april 2017 13:36 - Opdateret 1. april 2017 13:47

KERTEMINDE: To kvinder på 79 og 86 år har mistet livet i forbindelse med en brand i Kerteminde natten til lørdag.

Den 79-årig blev dræbt, da hun faldt eller sprang fra sin lejlighed. Lørdag formiddag havde politiet ikke kunnet finde frem til den 86-årige.

Ud på dagen blev de værste anelser bekræftet, da politiets teknikere fandt hende død i hendes lejlighed.

Politiet fik anmeldelsen om branden i to beboelsesejendomme på I. A. Larsensvej i Kerteminde klokken 01.36.

- Vi rykker ud til branden, der finder sted i en beboelsesbygning, og som har skabt røgudvikling i en bygning ved siden af, sagde vagtchef Kenneth Taanquist fra Fyns Politi tidligere lørdag.

Politiet formoder, at den omkomne kvinde ville flygte fra branden ved at kravle eller springe ud fra sin lejlighed på anden sal. Kvinden døde af de kvæstelser, hun pådrog sig i faldet.

Brandvæsnet brugte et par timer på at få branden under kontrol.

- Da de lander, er tagkonstruktionen allerede overtændt, fortæller Bjarne Puggaard, der er indsatsleder ved Fyns Politi til fyens.dk.

Branden formentlig er opstået på anden sal, men årsagen til branden er endnu ukendt.

Beboerne i de to ejendomme blev evakueret til et nærliggende hotel. De, der bor i den uskadte ejendom, kunne efterfølgende vende tilbage.

De pårørende til de to omkomne kvinder er blevet underrettet.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...