EMNER

Brand hos Junckers

KØGE:Et anlæg, der producerer træpiller for energikoncernen Energi E2, blev natten til mandag beskadiget ved en brand hos Junckers Industrier i Køge, oplyser politiet. Branden brød ud klokken 23.08 søndag aften, og ifølge de første meldinger var der set op til ti meter høje flammer fra taget på en af bygningerne. Tre brandbiler blev sendt til fabrikken, der blandt andet laver trægulve, men allerede kort før midnat kunne den vagthavende ved Køge Politi meddele, at branden var under kontrol. - Heldigvis var branden opstået i toppen af produktionsanlægget og ikke forneden. En overgang var der dog risiko for, at ilden ville brede sig til en silo med træflis, men det lykkedes det for brandvæsenet at forhindre, sagde den vagthavende på politigården i Køge mandag morgen. /ritzau/