Brand i børneinstitution sender farlig røg mod boliger

Det brænder voldsomt i institutionen Frihjulet i Albertslund. Beboerne i området skal blive indendørs.

Brand i børneinstitution sender farlig røg mod boliger

Politi og brandvæsen rykkede tirsdag aften ud til en brand i børneinstitutionen Frihjulet på Vognporten i Albertslund. Selvom brandvæsnet har fået ilden under kontrol, så udvikler flammerne farlig røg, som driver mod boligerne i området.

- Det er en temmelig voldsom brand. De er i fuld gang derude. Der er styr på brandslukningen, men det tager tid at få endelig slukket, siger vagtchef Kim Svenningsen fra Københavns Vestegns Politi.

Politiet har udsendt en beredskabsmeddelelse på grund af den kraftige røg, der driver i retning mod Albertslund Station. Beboerne i områderne Blokland, Grønneled, Nørreled og Solhusene skal derfor blive indenfor og lukke døre og vinduer, lyder det.

- I tilfælde af røg-gener så henstiller vi til at man kontakter lægevagten, siger Kim Svenningsen.

Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 20.29. En time efter var slukningsarbejdet fortsat i gang, og vagtchefen ved fortsat ikke, hvad der kan have startet branden.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst