Brand i halmvogn - vej spærret

Kraftig røg fra brand i rundballer betød, at vej ved Fjerritslev måtte spærres

Henrik Strømgaard
Arkivfoto: Martin Damgård
Ulykker 6. september 2017 17:04

FJERRITSLEV: Nordjyllands Beredskab i Jammerbugt hastede onsdag eftermiddag til Skræmvej øst for Fjerritslev.

Her var der opstået ildebrand i 30-40 rundballer på en halmvogn, som var spændt efter en traktor.

Landmanden var ved at fragte halmen hjem og kørte på Skræmvej. Denne vej måtte spærres på grund af branden og en kraftig røgudvikling.

Kort før klokken 17 kunne indsatsleder Ole Leonhard fortælle, at halmen var blevet spredt ud på en mark, så det var muligt at slukke ilden. Det gav endnu en kraftig røgudvikling, så Skræmvej var fortsat spærret. Indsatslederen forventede, at spærringen ville vare en times tid.

Landmanden var cirka 100 meter fra hovedvej A11 - Aalborgvej - da branden opstod. Han havde frontlæsser på traktoren og hjalp selv med at få spredt halmen ud, så brandfolkene kunne slukke ilden.

Når sprøjten er sendt hjem, vil beredskabet sætte to mand til at holde øje med, at ilden ikke blusser op, oplyser Ole Leonhard.

Landmanden kom ikke til skade ved branden, men halmvognen er udbrændt.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...