Redningsvæsen

Brand i installation i rednings-helikopter

BORNHOLM:Det helt store beredskab med folk fra brandvæsenet, Beredskabscenter Bornholm og ambulancer fra Falck rykkede i går middag ud til Bornholms Lufthavn i Rønne, da en redningshelikopter meldte om brand i en elektrisk installation og røg i kabinen. Men ifølge politiet i Bornholm landede helikopteren fra Flyvevåbnet med i alt seks besætningsmedlemmer i god behold. Helikopteren var på vej til øen for at hente en patient, der var faldet på en trappe og havde slået hovedet og derfor skulle flyves til Rigshospitalet. Men undervejs opstod der uvist af hvilken årsag brand i en elektrisk boks i helikopterens installationer. Branden medførte røgudvikling i kabinerne, men besætningsmedlemmerne kunne afmontere boksen og bringe helikopteren til landing. En ny redningshelikopter blev herefter rekvireret til patienten, oplyser Bornholms Politi. /ritzau/