Redningsvæsen

Brand i transformatorstation

Stort område nord for Mariagerfjord mistede torsdag strømmen - igen

Arkivfoto
Arkivfoto Pressefotograf Henrik Bo

Opdateret kl. 17:33

TINGHØJ: Klokken 15.28 modtog brandvæsenet i Mariagerfjord en alarm om, at der var ild i en transformatorstation på Monstrupvej nordøst for Hobro.

Da brandvæsenet kom frem måtte de vente 7-8 minutter, før de kunne begynde at slukke ilden, der havde fat i taget på bygningen.

På grund af risikoen for at få stød skulle bygningen først sikres.

Ild i taget

Klokken 16.30 var brandfolkene stadig i gang med at forsøge at slukke ilden.

- Ilden har fået godt fat i taget, fortæller indsatsleder Kasper Weisberg, Mariagerfjords Beredskab.

Branden skyldtes en kortslutning i el-installationer i bygningen.

Ifølge politiet er en person kommet til skade ved kortslutningen.

Strømsvigt i mange hjem

Flere husstande i området nord for Mariagerfjord blev ramt af strømafbrydelse som følge af kortslutningen.

Transformatorstationen er den samme, som for seks dage også blev ramt af nedbrud.

Det bekræfter driftsvagt ved Himmerlands Elforsyning, Rasmus Hougaard.

- Det er i princippet det samme, der er sket, siger han.

Fortsat ustabil forsyning

Stationen består af et dobbeltanlæg, og denne gang var det den anden halvdel, der kortsluttede.

Driftsvagten vurderer, at omkring et par tusinde husstande har været berørt af strømafbrydelse, og at den varede i omkring en halv time.

- Forsyningen er genetableret, men fortsat ustabil. Man kan forvente, at der bliver nogle kortere strømafbrydelser, fortæller Rasmus Hougaard, driftsvagt ved Himmerlands Elforsyning.

En nærmere undersøgelse skal afgøre, hvordan kortslutningerne har kunnet forekomme.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden