Fjerritslev

Brand i udhus i Fjerritslev

Ny brand i hærget by blot nogle få hundrede meter fra branden i et stråtækt hus lørdag aften

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Jan Pedersen

FJERRITSLEV:Der udbrød mandag aften brand i et udhus på ejendommen Vestergade 68 i Fjerritslev.

Det oplyser Nordjyllands Politi, der mener, at branden kan være påsat.

Alarmen indløb klokken 20.19.

Husets ejer, 88-årige Gunnar Bach og hustruen, var ikke hjemme, da ilden opstod.

- Vi var lige ude på et besøg i den vestre ende af Fjerritslev. Da vi så kom hjem, var der fyldt med politi og brandbiler, fortæller en lettere rystet Gunnar Bach.

Helt sikkert påsat

Han siger, at branden helt sikkert er påsat.

- Vi har ikke strøm i skuret, og vi bruger ikke åben ild nogen steder, siger Gunnar Bach, der fortsat driver cykelforretning i ejendommen.

Midt i det uhyggelige ved at have brand på sin ejendom glæder han sig over, at der var nogen, der opdagede branden i tide.

- Ellers havde den taget huset også, lyder det fra husejeren.

Han har det rigtig skidt med, at der er en brandstifter på spil i området.

- Der bliver jo tændt ild alle steder herfra og til Klim. Det må være slået helt klik for en eller anden, siger Gunnar Bach.

Mistænkelig brand

Nordjyllands Beredskab i Jammerbugt Kommune var hurtigt på stedet, og de kunne sikre, at branden ikke bredte sig til beboelsen på adressen.

Beredskabet var færdig med slukningen ved 21.30-tiden.

Hos Nordjyllands Politi ser vagtchef Per Vagn Nielsen med stor alvor på branden.

- Vi betragter den som mistænkelig. Der er intet el eller andet, der kan indikere, at branden skulle opstå, så vi betragter den som påsat, siger han.

Politiet havde patruljer i området, og de nåede brandstedet nærmest samtidig med beredskabet.

- Vi har haft både hundepatrulje og yderligere to patruljer på stedet, og de har afsøgt området - uden held, oplyser vagtchefen, der gerne vil høre fra alle, som måtte have set eller hørt noget omkring tidspunktet for brandens opståen.

Hårdt ramt

Fjerritslev har i den senere tid været plaget af en stribe påsatte brande.

Og senest var det kun ganske få hundrede meter fra brandstedet i Vestergade - nemlig i et stråtækt hus på Thistedvej, som er en forlængelse af Vestergade.

Her var en 89-årig kvinde, der bruger rollator, i huset, da branden brød ud, men en opringning til et slægtning og hjælp herfra reddede kvindens liv.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.