Brand i vaskerum på efterskole
Beredskab måtte slukke ild i tøj i vaskekælder på Skyum Idrætsefterskole
Opdateret kl. 20:12
SKYUM: Der opstod sent fredag eftermiddag en mindre brand i vaskekælderen i den ældste bygning på Skyum Idrætsefterskole på Tøttrupvej i Thy.
- En af eleverne kom ned i vaskekælderen og opdagede, at der var ild i noget tøj, som lå lige ved en tørretumbler, fortæller indsatsleder Thomas Brodersen, Nordjyllands Beredskab i Thisted Kommune.
Eleverne havde ifølge indsatslederen fulgt skolens beredskabsplan og havde forladt deres værelser i bygningen, da beredskabet nåede frem.
- Vi fik hurtigt slukket ilden og luftet ud, og nu er skadesservice i gang med at gøre rent, så eleverne eventuelt kan komme tilbage på deres værelser, forklarer indsatslederen, der sammen med otte brandmænd fra Hurup arbejdede halvanden times tid med at få styr på brand og udluftningen efterfølgende.
Indsatslederen formoder, at branden kan være opstået i tørretumbleren.
Ingen mennesker var i fare ved branden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.