Voldsom brand på Sydsjælland har ført til fængsling

Politibetjente sigter en mand i 50'erne for brandstiftelse. Dommer har efterkommet krav om varetægtsfængsling.

NÆSTVED:Efter en brand i en ejendom ved Herlufmagle på Sydsjælland har politiet anholdt en mand, der bor på stedet. Søndag har en dommer afgjort, at der er grundlag for at fængsle manden.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det var cirka kvart i tre tidligt søndag morgen, at myndighederne fik alarmen om branden. Flammerne havde godt fat i ejendommen, og der er tale om omfattende skader. Ejendommen nedbrændte.

- Ingen personer var i fare, siger vagtchef Mikkel Kjærgaard.

Beboeren i ejendommen er en mand i 50'erne. Han var ikke til stede, da politiets patrulje nåede frem. Han ankom lidt senere, oplyser politiets vagtchef.

- Nogle ting gør, at man valgte at anholde ham og sigte ham for brandstiftelse, siger Mikkel Kjærgaard.

Hvilke omstændigheder, der er tale om, ønsker vagtchefen ikke at udtale sig om.

Ejendommen udlejes af Broksø Gods. Det var naboer, som opdagede flammerne, skriver det regionale medie sn.dk.

I grundlovsforhøret søndag har dommeren bestemt, at manden skal være varetægtsfængslet frem til 30. september, oplyser politiet søndag eftermiddag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden