Naturkatastrofer

Brand raser ved atom- laboratorium

Mængden af radioaktivitet normal, viser målinger fra fly - området er evakueret

Los Alamos: Skovbranden Las Conchas raserer i øjeblikket de vestlige egne af New Mexico, USA. Flammerne har lagt omkring 300 kvadratkilometer sodede skove og ørkensletter bag sig på blot fire dage. I byen Los Alamos ligger det legendariske atomlaboratorium, som skabte landets første atombombe. Mandag stak ildebranden snuden helt ind på grunden, hvor laboratoriet ligger. Det fik myndighederne til at evakuere laboratoriet. Resten af indbyggerne i Los Alamos måtte også flygte fra flammerne, da ilden blæste tykke sorte røgskyer ned over byen. I alt er 12.000 mennesker evakueret. Anti-atomgrupper frygter, at branden kan beskadige de 208 liter atomaffald, som befinder sig i tønder på laboratoriet. Men eksperter fra laboratoriet såvel som uafhængige eksperter forsikrer, at affaldet er i god behold, og at branden ikke udgør en risiko for udslip. På fjerde dag er branden ikke slukket, og myndighederne varsler, at den sandsynligvis vil vare ved nogle dage mere. - Vi smider alt, hvad vi har i hænderne for det her, siger New Mexicos senator, Tom Udall til BBC. Brandmænd har foretaget kontrollerede nedbrændinger i et område på 16 kilometer mellem ildebranden og laboratoriet for at forhindre Las Conchas i at nå ind til bygningerne. Ekstremt forårsvejr Onsdag sendte regeringen et fly ind igennem røgen, som målte, at mængden af radioaktivitet var normal. Forårsvejret i USA har været ekstremt, og det har medført stribevis af vejrkatastrofer. Episke oversvømmelser, massive skovbrande og tørke samt den dødeligste omgang tornadoer i over 60 år har plaget de forenede stater. - Dette forår er et af de mest ekstreme, vi har haft i det seneste århundrede, siger chef for klimaovervågning i National Oceanisk og Atmosfærisk Administration (NOAA), Deke Arndt. Klimaforandringerne ligger i tråd med de ændringer, som er blevet forudset, oplyser Arndt. - Overordnet set, men ikke alle steder, så vil vi se, at de våde steder bliver vådere, og at de tørre steder vil være tørrere i længere perioder, sagde Arndt. Den seneste oversvømmelse af Missouri-floden sendte mange på flugt. Vandet trængte endda helt ind til et atomkraftværk i Nebraska, der måtte køre på nødgeneratorer. I sydstaterne kæmper de derimod med en tørke, der ikke har været så ekstrem siden 1930'erne. Tørken har medført over 32.000 forskellige ildebrande, som allerede har nedlagt omtrent 19.000 kvadratkilometer i år. Det svarer til knap det halve af Danmarks areal. - De intense hedebølger, stormfloder og tornadoer vil kun blive mere voldsomme med årene, hvis ikke drivhusgasserne bliver stabiliseret, siger Michael Mann, forsker ved Penn State University./ritzau/AFP