Brand startede i garage: Tag på villa ødelagt

Voldsom brand hærgede garage og bredte sig til villa i Thisted fredag eftermiddag

Jens Hukiær
Foto: Peter Mørk
Ildebrand 13. juli 2018 17:38 - Opdateret 13. juli 2018 19:22

THISTED: En villa på Birkevej i Thisted blev fredag eftermiddag ramt af en voldsom brand. Alarmen lød klokken 16.32.

Ilden er tilsyneladende opstået inde i en garage og har derfra bredt sig til en bil, som stod udenfor garagen og til selve villaen, som er bygget sammen med garagen.

- Ejeren af villaen har fortalt, at han havde været ved at reparere en græsslåmaskine inde i garagen. Og at han havde haft maskinen startet. Derefter var han gået ind i huset, hvor han har siddet sammen med sin kone uden at opdage branden, fortæller indsatsleder Mogens Hansen, Nordjyllands Beredskab i Thisted Kommune.

Først da en nabo 10 minutters tid senere kom ind i huset og fortalte dem om ilden i garagen, kom parret ud af huset i en vis fart.

Indsatslederen fastslår, at branden er opstået inde i garagen, men kan ikke konkludere om det har noget med reparationen af plæneklipperen at gøre.

Ilden bredte sig til selve villaen, hvor den fik fat i tagkonstruktionen, og omkring 50 kvadratmeter tag er blevet ødelagt af branden.

Der holdt også en Ford Mondeo uden for huset, som ilden også fik fat i.

- Det lykkedes os at holde branden til garagen, bilen og en del af tagkonstruktionen på villaen, forklarer indsatslederen.

Huset har naturligvis også fået en del vandskade, men kan ifølge Mogens Hansen gøres beboeligt på forholdsvis få dage.

Beredskabet havde to fulde slukningstog - det vil sige fem køretøjer - samt 15-16 mand i aktion mod ilden i godt to timer, før branden var slukket og brandfolk og biler kunne vende tilbage til brandstationen i Thisted.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...