Skolevæsen

- Brand var ikke med vilje

15-årig kastede fyrværkeri, men nægter med vilje at have tændt ild til skole

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Branden ødelagde ikke kun bøger og bygninger, men også store og små genstande og minder. Foto: Grete Dahl

AALESTRUP/AALBORG:Jeg kastede fyrværkeriet. Men det var ikke med vilje, at jeg ramte ind i skolen. Og det var ikke min idé at sætte ild til bygningen. Med lav, men klar stemme beskrev en 15-årig dreng i går i retten i Aalborg de minutter nytårsaften, der kan komme til at forfølge ham med en regning i millionklassen resten af livet. Han kom stilfærdigt ind i retten med hænderne i cowboybuksernes lommer, en smule duknakket i hættetrøjen under vindjakken. Havde man ikke mødt ham i byretten ledsaget af to vagter, havde han lignet enhver anden teenager. Om den 15-årige fortrød, var ikke til at høre. Men stolt over gerningen var han ikke. Alvoren af det, han havde gjort, så ud til at gå op for ham, efterhånden som forhøret skred frem og hans fødder langsomt krummede sig indad under anklagebænken. Ønskede lidt sjov - Vi ville lave lidt sjov efter, at vi havde været til fest hos en ven og hans mor. Vi fyrede lidt af fra vejen udenfor. Det var ikke bevidst, at vi gik til skolen. Vi var først henne ved kirken, fortalte drengen, der er noget tættere på de 14 år end de 16. De var en gruppe på seks, der fulgtes ad, blandt andet med hans storebror. Men da det kom til hærværk, faldt de to fra og holdt sig lidt væk. - Det var en andens idé at smadre ruder. Vi fandt ting på stedet og nogle kastede sten, så to ruder gik i stykker. Jeg kastede en pind, men det fik ikke ruden til at gå i stykker, genfortalte den 15-årige nytårsnattens oplevelser. - Derefter løb vi ned på jernbanen. Her var der én, der hviskede mig i øret: "Skal vi ikke brænde skolen af?" Jeg er ikke sikker på, hvem det var, men jeg sagde nok ja, fortsatte han. Han mente ikke at have drukket mere end et par øl og noget vodka og følte sig ikke fuld. Afhøringsreferater fra de tre medskyldige blev læst op undervejs i retsmødet, og her blev det nævnt, at der også var blevet røget hash ved festen. Dog ikke så meget, at de unge var høje af rus, inden de gik i byen. Nogle nævnte, at realskolen var "en rigtig spasser-skole". Men had nok til at futte den af, gav ingen på hærværksholdet udtryk for. Brand så fed ud Det gjaldt også drengen på anklagebænken, der ikke mente at have sigtet efter den ødelagte rude, da han kastede batteriet på 10-20 raketter ind fra 5-10 meters afstand. - Batteriet var blevet tændt af en eller anden, og jeg ville bare kaste det væk, før det futtede af. Men jeg må vel have kastet mod vinduet. Ellers havde jeg vel ikke ramt det, erkendte teenageren modstræbende. Herefter løb flokken på fire ned til de andre på banelegemet. Her så man det lyse op på skolen af raketter, der sprang. Det, synes i hvert fald nogle af de unge, så "fedt" ud ifølge afhøringerne. - Det var først senere, da vi ude i byen hørte en masse sige "Skolen brænder!", at vi gik op og kiggede, fortalte den 15-årige. Selv om han havde tilstået at kaste batteriet, er det stadig uklart, hvem der tændte det. Udsagnene peger på mindst to, der bragte ideen på bane om at brænde skolen af. Her iblandt den 15-årige. Det fik anklageren til at begære drengen varetægtsfængslet i fire uger i en sikret institution på Sjælland af hensyn til efterforskningen. Det afviste forsvareren med henvisning til den sigtedes unge alder, tilståelse og fordi sagen både involverede en nytårsaften og druk. Dommeren endte med at varetægtsfængsle den 15-årige i 14 dage. De tre øvrige sigtede kommer for retten senere. I følge NORDJYSKEs oplysninger er eller har ingen af de implicerede drenge været elever på Aalestrup Realskole.