Brand ved efterskole: Gnist antændte halmlager

Der opstod søndag formiddag ild i en silo med halm, der skulle have været anvendt til opvarmning af Galtrup Musik og Idrætsefterskoles lokaler

Jens Hukiær
Foto: Peter Mørk
Ildebrand 22. juli 2018 13:27 - Opdateret 22. juli 2018 14:03

ØSTER JØLBY: Et stort halmlager i en silo på Galtrup Musik og Idrætsefterskole brød søndag i brand.

Alarmen gik klokken 10.44 og lød i første omgang på brand i en villa.

- Det vistes sig dog, at der var tale om, at der var gået ild i noget halm ved det halmfyr, der leverer varme til efterskolen. Men selv om han selv havde gjort et fint stykke arbejde med at slukke ilden, så var ilden rendt ind i en silo, hvor efterskolen har et halmoplag på mellem seks og 10 tons liggende, forklarer indsatsleder Claus Sejr Pedersen, Nordjyllands Beredskab på Mors.

I den omkring 10 meter høje silo ligger der halm, der - når den er fuld - har til seks til syv dages forbrænding og opvarmning af efterskolens lokaler.

Silo skal tømmes

Ved 12.30-tiden lød meldingen, at der blev pøset en del vand på, og derefter gav beredskabet ilden en omgang skum.

- Og så er det planen, at halmsiloen skal tømmes for halm, så vi kan være sikre på, at der ikke er noget ild tilbage i siloen, forklarer indsatslederen.

Det i sig selv bliver et større stykke arbejde.

Samtidig med arbejdet med at slukke branden, så skal beredskabet også holde øje med eventuelle springende gnister.

- Lige op ad skolen er der en uhøstet mark med raps. Det er nærmest brunt og særdeles tørt, så vi er nødt til at være på vagt overfor det også, siger Claus Sejr Pedersen.

Derfor er der også to hele slukningstog på opgaven ved efterskolen, så 12 mand foruden indsatslederen har været i aktion mod ilden.

Efterslukning

Beredskabet har fået fjernet al halmen fra halmfyret, og arbejdet i eftermiddag går på at få tømt siloen og efterslukket det hele.

Indsatslederen formoder, at en gnist har fundet vej gennem det rørsystem, der forsyner halmfyret med halm fra siloen, og ilden på den måde har bredt sig til siloen.

- Lige nu er det jo heldigt, at der er ferie. Så har skolen og dets leder et stykke tid til at få skaffet nye forsyninger af halm, så skolen igen kan have varmt vand, når det nye skoleår starter, lyder det fra indsatslederen..

Han forventer først, at indsatsen med branden er færdig hen på søndag eftermiddag.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...