Brandårsag findes måske aldrig

EMNER 24. september 2002 08:00

SLAGELSE: Politiet gik i går i gang med at forsøge at finde årsagen til branden i det tidligere "Hotel Postgården" i Slagelse søndag, hvor seks personer blev evakueret. Men ifølge kriminalinspektør Ib Munch fra Slagelse Politi er der ikke belæg for at sige, at branden var påsat. - Det er selvfølgelig alt for tidligt nu at fastlægge brandårsagen. Og spørgsmålet er, om vi nogensinde får svar på præcist, hvordan branden opstod. Store dele af bygningen, der var et sammensurium af selskabslokaler, vindeltrapper, bowlingcenter og kollegieværelser, er brændt eller styrtet sammen. Men der er ikke noget, der foreløbigt tyder på en påsat brand, siger Ib Munch, der selv blev kaldt til brandstedet søndag aften. Der er hverken set mistænkelige personer i nærheden af brandstedet eller fundet spor af brandbare væsker. En af de personer, der driver selskabslokaler på stedet, fortalte allerede søndag nat til politiet, at han havde hørt en anden sige, at der havde været underlig lugt allerede om formiddagen. Han forestillede sig derfor, at branden opstod på grund af kortsluttede elektriske installationer. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...