Redningsvæsen

Brandbil og personbil stødte sammen i Skanderborg.

Skanderborg, søndag /ritzau/ Både brandfolk og almindelige civile trafikanter blev lettere kvæstede, da brandbil under udrykning stødte sammen med personbil i Skanderborg. En brandbil under udrykning stødte søndag aften sammen med en personbil i et kryds i Skanderborg, og tre til fire personer blev lettere kvæstet ved sammenstødet, fortæller politiet i Skanderborg. Blandt de kvæstede var både brandfolk og folk fra den ramte bil, der lagde sig om på taget ved kollisionen. Brandbilen - en såkaldt slangetender - kørte efter politiets oplysninger over for rødt i Højvangskrydset, og føreren af personbilen har formentlig ikke været opmærksom på brandbilen, mener vagthavende hos politiet i Skanderborg. Brandfolkene var på vej ud for at tjekke en ejendom, som en bilist, kørende på motorvejen, mente at have set omspændt af flammer. - Men vi har ikke kunnet finde noget brændende hus, så vi ved ikke helt, hvad bilisten har set, siger vagthavende, der ellers betegner anmelderen som seriøs nok. Uheldet skete lidt efter klokken 19 søndag. /ritzau/