Brandbiler ind i ’Gaden’ midt i nytårsfest

Nordjyllands Beredskab havde travlt nat, også med at slukke påsatte containerbrande

Peter Witten
Arkivfoto: Martin Damgård
Ildebrand 1. januar 2018 11:24 - Opdateret 1. januar 2018 16:11

AALBORG: Midt under nytårsfejringen, hvor Jomfru Ane Gade i Aalborg var proppet med mennesker, skulle Nordjyllands Beredskab have brandbiler ind i gaden for at slukke en tagbrand.

Det var lettere sagt end gjort, og brandfolkene måtte have hjælp fra politiet for at få slukningskøretøjerne frem.

Der var gået ild i taget på en bygning på Jomfru Ane Gade 12, angiveligt på grund af en nedfalden raket. Alarmen lød kl. 00.37, hvor nytårsfesten for alvor var i gang.

Det lykkedes for brandfolkene at komme frem og få slukket ilden, der blev begrænset til selve taget. Ingen personer kom noget til.

Ild i sommerhus og kolonihavehus

Nordjyllands Beredskab havde generelt en travl nat nytårsaften og måtte også rykke ud til brande i et sommerhus, et kolonihavehus samt stribevis af sandsynligvis påsatte brande i affaldscontainere og skraldespande.

Mandag kl. 05.16 blev man alarmeret om brand i et sommerhus på Kongelunden mellem Hals og Hou.

Sommerhuset blev nærmest helt raseret af branden, som - ifølge politiet - menes at være startet på grund af et tændt stearinlys. Ingen personer kom noget til.

I nattens løb opstod der også brand i et kolonihavehus ved Nylandsvej i Aalborg, uvist af hvilken årsag. Heller ikke her kom nogen personer noget til.

Mange containerbrande

Nytårsnat bød også på brande i en række containere og skraldespande, og i hvert fald nogle af de brande menes påsatte.

- Det er de jo nok. Det ville være mærkeligt, hvis så meget selvantændte, bemærker indsatsleder Nils Eltzholtz fra Nordjyllands Beredskab.

Han fortæller, at beredskabet havde indkaldt ekstra mandskab i forbindelse med nytårsaften og tilføjer:

- Der var nok at se til.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...